Stop Vestens frygtepidemi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når to ”aktører” – det være sig stater (som for nylig Cambodja og Thailand) eller to knægte, der muler hinanden i skolegården – spørger vi næsten pr. refleks: ”Hvem begyndte?”

Vesten frygter Rusland, Rusland frygter Vesten. Hvorfor ikke spørge: ”Hvem begyndte at frygte først?” Og dernæst: ”Hvorfor? Er den ene parts frygt da mere begrundet end den anden?” I Vesten er der ingen i tvivl om, at vor frygt er ”legitim”, hvad alene russernes angreb på Ukraine er nok til at demonstrere.

Jeg (der intet har tilovers for Putin) kan imidlertid ikke lade være med at mene, at den nuværende krise, som den materialiserer sig i Ukraine, først og fremmest er konsekvensen af vestlige statslederes forfejlede politik efter afslutningen af Den Kolde Krig – resultatet af deres mangel på format.

Det kan være fristende at henfalde til kontrafaktiske betragtninger. Vestmagterne behandlede Rusland/eks-Sovjetunionen som en besejret fjende i stedet for at vise storsind. Har vi glemt, hvorledes USA behandlede det slagne Tyskland – ikke alene af humanitære grunde, men især af frygt for Sovjetunionen? Kan man forestille sig, at USA havde tilbudt Jeltsins forarmede Rusland en form for Marshall-hjælp?

Det forventede han – eller senere Putin – nok ikke. Men mon ikke de havde forventet, at vestmagterne ville opløse Nato-pagten sideløbende med opløsningen af Warszawa-pagten? Vesten var i begyndelsen af 00’erne så sorgløs og så lidt bange for det nye Rusland, at Nato-landene nedrustede om kap og hævede fredsdividenden.

Og dog: Nato optog de gamle medlemmer af Warszawa-pagten. Putin var ikke den eneste, der betragtede dette som en provokation.

Den franske historiker Emmanuel Todd skriver i sin bog ”La Défaite de l’Occident”, at den verdensberømte amerikanske diplomat George Kennan – opfinder af den såkaldte inddæmningspolitik, der skulle bremse kommunismens udbredelse i verden – til sin dødsdag (han blev 101 år) advarede mod Natos udvidelse mod øst.

Hvor meget mere ville han ikke have vendt sig imod Ukraines optagelse i Nato?

Folk med god hukommelse vil erindre, hvor voldsomt præsident Kennedy reagerede imod Khrustjovs planer om at installere atomraketter i Cuba, et langspyt fra Florida. Ligesom ethvert anstændigt menneske må fordømme Putins krig i Ukraine, må ethvert anstændigt menneske ærligt erkende, at Ukraines eventuelle optagelse i Nato er fuldstændig uacceptabelt for russerne.

Derfor er det mig uforståeligt – ja, umoralsk – at visse Nato-lande fortsat foregøgler Zelenskyj, at hans land en dag kan blive medlem af Nato.

Men et frit og selvstændigt Ukraine skal fortsat bestå!

Hjertesuk! Findes der ikke en ny Willy Brandt, der kan genoplive gamle dages stilfærdige diplomati? Hvor ville det være nyttigt, om Den Europæiske Samarbejds- og Sikkerhedskonference genopstod.