Unges fravalg af sygeplejefaget burde få en klokke til at ringe

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der har i den seneste tid været en del nyhedshistorier om, at unge mennesker i stor stil fravælger sygeplejestudiet. I år har der været hele 8 pct. færre ansøgere til sygeplejestudiet sammenlignet med 2024. Eksperter og politikere undrer sig.

”Det er jo en katastrofe,” siger de, for vi har jo brug for de ”varme hænder”, som politikere og medier ynder at kalde de fagligt kompetente mennesker, der arbejder med omsorg.

Jeg undrer mig. Vi har jo hørt den samme sang i snart mange år. Det er ikke nogen nyhed, at unge mennesker er blevet skræmt langt væk fra omsorgsuddannelserne – som f.eks. sygeplejestudiet og social- og sundhedsuddannelserne.

Sådan har det været længe. Alligevel hyler politikere og eksperter op om, at det jo er forfærdeligt, fordi der i de kommende år vil komme flere og flere 80-årige, og hvem skal passe dem, når nu de unge mennesker ikke er til at trække til truget?

Jeg undrer mig også over, at vi ikke tager det mere alvorligt og spørger hinanden: Hvorfor er det, at unge mennesker i Danmark ikke vil uddannes inden for omsorgssektoren?

Man kan jo begynde med at stille sig selv spørgsmålet: Ville jeg selv, hvis jeg var ung og stod og skulle vælge en uddannelse, vælge en uddannelse, der førte til et arbejde, hvor jeg fik dårlig løn, rigide rammer, stressede kolleger, masser af skældud og kun sjældent blev anerkendt for min faglige indsats?

Nej, det ville jeg jo nok ikke, og set i det lys, så er det måske ikke så underligt, at vores unge mennesker siger fra. Jeg forstår dem godt. Men noget skal der gøres. Spørgsmålet er bare hvad?

Der skal i hvert fald andet og mere til, end at vi hvert år river os i håret og sukker over unges fravalg af omsorgsuddannelser og politikernes efterfølgende bud på quick fixes som f.eks. at hente arbejdskraft i udlandet.

De unges fravalg er jo et vidnesbyrd. Fagenes dårlige ry og negative historier om dårlige arbejdsvilkår og manglende anerkendelse kommer ikke af ingenting. Jeg ser det selv til daglig, når jeg superviserer og underviser på bl.a. plejehjem i hele landet.

Muligheden for at gøre sit arbejde godt er ganske enkelt fraværende rigtig mange steder i dag.

Men hvorfor er synet på omsorgsarbejdet blevet så dårligt, og hvad kan vi gøre ved det? Der er brug for, at vi på alle planer begynder at tale respektfuldt om fagene og de mennesker, der vælger at uddanne sig og arbejde i dem. De er ikke bare ”varme hænder”, nej, de er faktisk fagligt kompetente mennesker, som gør en kæmpe indsats for vores såkaldte velfærdssamfund, og det vil de gerne anerkendes for.

De vil også tales pænt til, have mere i løn, mere tid og bedre rammer og fast supervision, så de hele tiden bliver bedre rustet og dygtigere til at udføre deres arbejde. Først når alle de her ting er på plads, er jeg sikker på, at vi vil opleve, at vores unge igen begynder at søge mod uddannelse i omsorgsfagene.

Hvis ikke, er jeg alvorligt bekymret for, at vi kommer til at høre de samme historier om fravalg igen og igen og igen …