Danskerne skylder ikke Imam Ali-moskeen sympati
Imam Ali-moskeen i København har tætte kontakter til det iranske autoritære præstestyre, der undertrykker kvinder, hænger homoseksuelle og forsager religionsfrihed, og fortjener ikke folkelig sympati.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I et debatindlæg her i JP 1/8 klager Amar Khalil over tavsheden fra det danske samfund, efter at gruppen Generation Identitær kravlede op på taget af Imam Ali-moskeen i København, hvor der blev hujet med røgbombe og rullet banner ud.
Hun sammenlignede Imam Ali-moskeen med kirker og synagoger og argumenterede for, at hvis det havde »været en muslim på toppen af en kirke eller en synagoge, havde det fyldt nyhedsfladen« og mødt fordømmelse alle steder som »udansk« og »uacceptabelt«. Og følgelig undrer hun sig derfor over den larmende tavshed fra danskerne, i og med Imam Ali-moskeen fortjener folkelig sympati, synes hun.
Som en af irakisk-aramæisk herkomst, der har oplevet konsekvensen af islamisme, er jeg uenig.
Mens jeg kan gå med til, at Generation Identitær har en dunkel, ildevarslende ideologi, som den konservative debattør Christian Egander Skov har omtalt som »post-fascistisk«.
Derimod ser jeg ingen grund til at sammenligne Imam Ali-moskeen med en tilfældig dansk kirke eller synagoge. Eller at den omtalte moské fortjener omsorg og medfølelse fra befolkningen.
For Imam Ali-moskeen er netop berygtet for at have forbindelse til Irans undertrykkende præstestyre.
Også søster-moskéen Imam Ali Islamic Center i Sverige har udført spionage på vegne af det iranske regime mod Sverige og de iranske flygtninge i landet. Skruer vi tiden tilbage til 2024, så vi også, hvordan den tyske Imam Ali-moske blev lukket på grund af mistanke om støtte til terrororganisationen Hizbollah.
Den samme svenske efterretningstjeneste, Säpo, som afslørede Imam Ali Islamic Center for spionage, har måttet bruge ressourcer på at beskytte den kritiske iranske journalist Mehran Abasian, som havnede på regimets sadistiske dødsliste.
Med andre ord har Imam Ali-moskeen i København forbindelse til det iranske autoritære præstestyre, der undertrykker kvinder, hænger homoseksuelle ved brug af kraner, og som bliver associeret med religionsundertrykkelse af ikke-muslimer.
Vi snakker altså om en moské, der har forbindelse til et regime, der har handlet på europæisk grund ved at finansiere moskéer og misbruge den højagtede religionsfrihed, vi har i Danmark og Europa.
Derfor finder jeg Amar Khalils sammenligning af Imam Ali-moskeen med en tilfældig dansk kirke eller synagoge ude af proportion, og derfor mener jeg, at den omtalte moské ikke fortjener den mindste omsorg endsige medfølelse fra danskerne.
Jævnfør moskéens ækle forbindelse til det iranske præstestyre, der har tiltrukket sig negative avisoverskrifter gennem noget tid, mener jeg ligeledes, at den rungende tavshed fra danskerne ikke er udtryk for, at danskerne er ligeglade, når muslimer bliver krænket. Men at det derimod snarere er udtryk for, at danskerne er ligeglade, når en problematisk moské med problematiske kontakter til et undertrykkende præstestyre bliver krænket.
Jeg vil derfor beskylde enhver dansker såvel som ikke-dansker, der sympatiserer med Imam Ali-moskeen, for at gøre et knæfald for det iranske regime og understøtte islamisme og for at sidde lidelserne, som iranske kvinder, minoriteter, homoseksuelle og politiske dissidenter har lidt under ayatollahernes grumme åg, overhørig.