Er hærværk, chikane og krænkelse dansk levevis? Er det her virkelig Danmark, Inger Støjberg?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi ser en tydelig tendens i den offentlige debat: en splittelse, en forskelsbehandling. Ikke kun i samfundet, men også i mediernes valg af historier. Vi ser det i, hvilke hændelser der dækkes. I hvordan overskrifterne formuleres. I hvem der får taletid, og hvem der kun nævnes, når de kan bruges som clickbait eller dæmoniseres som skurke i en politisk fortælling.

Den 18. juli kravlede såkaldte aktivister op på taget af Imam Ali-moskeen i København. Med sig havde de et stort, rødt banner med ordet »remigration« og røgbomber; et klart forsøg på at sprede frygt og had.

Havde det været en muslim på toppen af en kirke eller en synagoge, havde det fyldt nyhedsfladen. Politikere ville have holdt pressemøder og kaldt det “udansk” og “uacceptabelt”. Der ville være fordømmelser fra alle sider. Men når det er muslimer, der bliver mål for hadforbrydelser, så er tavsheden øredøvende.

Den eneste grund til, at vi ved, at episoden den 18. juli fandt sted, skyldes, at gerningsmændene selv pralede det på deres hjemmeside, Generation Identitær. Først fire dage efter hærværket skrev DR et indlæg om det; efter moskéen gav udtryk for manglende reaktion på krænkelse.

Få dage før aktionen delte Danmarksdemokraterne en video med Inger Støjberg foran moskéen. Her kritiserer hun moskéen og siger blandt andet: »Det er ikke danske værdier, man prædiker herinde. Det er ikke dansk levevis [...] Er det her virkelig Danmark?«

Så nu spørger jeg dig, Støjberg, indgår resultatet af dine ord og retorik de danske værdier, du prædiker? Er hærværk, chikane og krænkelse dansk levevis? Er det her virkelig Danmark?

Kan I se dobbeltmoralen? Kan I se, hvordan islamofobi normaliseres og forties? Kan I se, at kampen og retten til religionsfrihed tilsyneladende ikke gælder for alle? Vi ser det gradvist i de politiske tiltag og retorik. Vi har netop set det med lukning af fordybelsesrum på uddannelsesinstitutioner.

Man kan ikke på den ene side tale om ytringsfrihed og på den anden ignorere, når den bruges som skjold for had og chikane. Ytringsfrihed er ikke et fripas til at angribe minoriteter.

Det her handler ikke kun om én episode. Det her handler om en tendens. En normalisering af islamofobisk retorik. En ligegyldighed over for muslimers sikkerhed.

Et system, hvor diskrimination får lov at gro. I stilhed.

Husker I Rahma Ayad? Har i overhovedet hørt om hende? En 26-årig algerisk sygeplejestuderende stukket ihjel den 4. juli syd for Danmarks grænse i Hannover. Ingen danske medier har nævnt hendes navn. Ikke én overskrift. Ikke én analyse. Hendes død blev ignoreret, som om hendes liv ikke havde værdi.

Der er tusindvis af racistisk motiverede overfald hvert år. Mange af dem rammer muslimer. Og mediernes tavshed er ikke neutralitet; det er medskyld. Når medierne undlader at rapportere, når politikere vælger tavshed, så sender det et klart signal: at nogle former for had er acceptabelt. At nogle liv ikke tæller. Alligevel åbner jeg min mobil til TV 2, der skriver en artikel om et racistisk motiveret overfald i USA; en sort mand overfaldet af politiet. Hvad med at starte inden for landets grænser?

Denne udvikling gør mig utryg. Jeg er en skydeskive for deres had grundet min hijab. Vil I lytte til min bekymring? Vil I italesætte problematikken, jeg leverer for jer? Eller vil I sørge mit fald, når det først er for sent?

I dag er det bannere og røgbomber. I morgen er det vold. Det her er på mange måder en begyndelse, men alligevel ikke. Det her er kulminationen på mange års dæmonisering. Et produkt af en systematisk marginalisering af muslimer i det danske samfund.

Hvor er jeres protester? Hvor er jeres opråb om beskyttelse af religionsfriheden, vi bryster os af i Danmark? I kan ikke skjule jer længere. Jeres tavshed afslører jeres holdninger. I snyder ingen. I snyder ikke mig.