Danmark skal tage ansvar for at gøre noget for at stoppe partnerdrab – nu

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De første seks måneder af 2025 har været dybt alarmerende. Alt for mange kvinder er blevet dræbt af en nuværende eller tidligere partner. Bag hvert partnerdrab ligger et svigt – af den dræbte, gerningspersonen, de pårørende og samfundet. Derfor står vi sammen på tværs af seks voldsfaglige organisationer med et fælles budskab: Partnerdrab skal forebygges, og det kræver politisk handling nu.

Drab i nære relationer kommer sjældent uden varsel. I mange sager har enten den, der bliver dræbt, eller gerningsperson haft kontakt med politi, kommune, sundhedsvæsen eller civilsamfundsorganisationer op til drabet. Og ofte har familiemedlemmer, venner eller kolleger haft en fornemmelse af, at noget var galt.

Forud for drabet har der i de fleste tilfælde været et forløb med vold, kontrol, stalking og brudte kontaktforbud. Alligevel lykkes det ikke at forhindre tragedien.

Vi ved i dag langt mere om partnerdrab end tidligere. I op mod 90 pct. af drabene har der været stalking forud. Kvinder er i markant større risiko end mænd for at blive dræbt af en partner. Både mænd og kvinder udsættes for vold med alvorlige konsekvenser, men volden har ofte forskellige mønstre.

En ny rapport fra Lev Uden Vold om partnervoldens karakter viser, at 33 pct. af dem, der har været udsat for fysisk partnervold, har været bange for at blive alvorligt skadet eller slået ihjel – næsten dobbelt så mange kvinder som mænd. Samme undersøgelse viser, at psykisk vold påvirker kønnene i samme grad. Pointen er, at vi har viden, der gør os i stand til at lave kønssensitive tiltag. Og den viden forpligter.

Som voldsfaglige organisationer ved vi, at vold i nære relationer sjældent er enkeltstående episoder, men udspringer af en grundlæggende magt- og kontrolstruktur. Den psykiske vold, isolation, trusler og overvågning er ofte svært synlige for omverdenen, men dybt nedbrydende for den udsatte.

Volden forsvinder ikke nødvendigvis med et brud. Fortsættelsesvold – hvor kontrollen fortsætter via børn, systemet eller digital chikane – er udbredt, men overses ofte. Fagpersoner og systemet skal kunne handle – ikke kun på fysiske skader, men også på fornemmelsen af kontrollerende adfærd. Det kræver også, at vi som pårørende tør spørge til det, vi fornemmer.

Vold i nære relationer rammer ikke kun den direkte part. Børn, der vokser op med vold, mærker alvorlige konsekvenser – både nu og langt ind i voksenlivet.

Børn, der lever med vold, har øget risiko for selv at blive udøvere eller udsatte for vold senere i livet. Når partnerdrab sker, rammes barnet ultimativt: Den ene forælder bliver dræbt, den anden dømmes – eller tager sit eget liv. Børnene bliver forældreløse. De skal i langt højere grad tænkes ind i voldsindsatsen som selvstændige personer med rettigheder – i opsporing, behandling og efterværn.

Det er ikke nok at beskytte de voldsudsatte. Vi skal også sikre, at voldsudøvere får den rette behandling. Vi ved fra både dansk og international forskning, at specialiseret udøverbehandling kan forebygge gentagelse af vold. Men tilbuddene er i dag for få, for geografisk spredt og ofte afhængige af midlertidig finansiering.

Mange udøvere opsøger ikke hjælp af sig selv. Derfor er det afgørende at løfte vidensniveauet hos fagpersoner i f.eks. familieretsområdet, kommune og sundhedsvæsen, så de kan identificere voldsadfærd og motivere til behandling. Voldsudøvere bør kunne visiteres direkte fra politi eller domstol til ambulant behandling.

Danmark har siden 2002 lavet handlingsplaner og etableret enkeltprojekter for at bekæmpe vold i nære relationer. Vi har fået flere krisecenterpladser til både kvinder og fra 2024 også mænd, og civilsamfundet har udviklet en række specialiserede tilbud. Politiet har etableret Svæv-enheder, og der er sat fokus på risikovurderinger i sager om partnervold.

Men indsatsen har været fragmenteret, kortsigtet og afhængig af midlertidige bevillinger. Der har manglet en samlet, langsigtet strategi med klare mål og ansvar.

Derfor står vi i 2025 med den ulykkelige realitet, at partnerdrabene ikke er blevet færre. Det kalder på et nyt ambitionsniveau.

Spanien har vist, at det er muligt at reducere partnerdrab. Spanien har indført en omfattende national strategi med særdomstole for voldsramte, styrket politibeskyttelse og tværsektoriel datadeling. Resultatet er en halvering af partnerdrab over 15 år.

Norge har vist, hvordan man kan lære af de tragiske partnerdrab. De har etableret en partnerdrabskommission, der løbende analyserer enkeltsager. Ikke for at udpege, hvem eller hvor der er sket svigt, men for at bidrage til praksisnær læring på tværs af myndigheder og styrke de forebyggende indsatser.

Danmark bør oversætte disse erfaringer til danske forhold: Vi har fagligheden og aktørerne, men mangler den nationale struktur og politiske vilje til at skabe forandring. Partnerdrab skal ikke analyseres ad hoc – de skal forebygges systematisk.

Vi foreslår seks centrale skridt:

1. Nedsættelse af en partnerdrabskommission: En national, uafhængig partnerdrabskommission skal granske alle partnerdrab og drabsforsøg for at identificere svigt og forebyggelsespotentiale. Kommissionen skal have mandat til at analysere myndighedsindsatser, datadeling og beslutningsforløb.

2. Permanent og landsdækkende omvendt fodlænke: Vi bakker op om at gøre ordningen med omvendt fodlænke permanent og landsdækkende. Det er et virkningsfuldt redskab, der kan redde liv, hvis det anvendes bredere og tidligere – f.eks. ved gentagne tilholdsbrud.

3. National strategi: Danmark har brug for en 10-årig, tværsektoriel og finansieret strategi mod partnervold og partnerdrab. Strategien skal bygge på eksisterende viden og involvere både myndigheder og civilsamfund. Kortsigtede projekter og midlertidige puljer kan ikke bære indsatsen.

4. Ambulant rådgivning til voldsudsatte, voldsudøvere og deres børn skal være landsdækkende, lettilgængelig og af høj faglig kvalitet: Ambulant rådgivning skal forankres i loven og finansieres varigt. Mange voldsudsatte har ikke brug for et krisecenterophold, men for rådgivning og støtte til at forstå og bryde med volden. Voldsudøvere har brug for behandling, og børn skal selvstændigt anerkendes – også når en forælder søger hjælp.

5. National indsats mod stalking: Voldsformen stalking er en overset indikator for partnerdrab. Der bør igangsættes en national indsats for at styrke opsporing og behandling af stalking, herunder flere midler til specialiseret behandling og faglig opkvalificering i politiet, på jobcentre og i sundhedsvæsnet.

6. Bedre data om grov vold og drabsforsøg i nære relationer: Politiet bør anvende en gerningskode for partnervold, og der bør etableres en national database. Fagpersoner skal lære at genkende, registrere og dele viden.

Vi mener, at vold i nære relationer og partnerdrab skal betragtes som et nationalt sikkerhedsanliggende – på linje med organiseret kriminalitet. Det kræver politisk lederskab og mod til at prioritere forebyggelse og en langsigtet indsats.

Derfor sender vi dette fælles opråb. For at minde om dem, vi har mistet. For at beskytte dem, der er i fare. Og for at tage ansvar som samfund. Partnerdrab kan forebygges. Hvis vi vil.