Hvordan råber man politikerne op?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Politikere vil med den nye sundhedsreform styre de rammer, hvorunder lægerne skal praktisere, men er det nu ikke en dårlig idé?

Patienten går til lægen med en bekymring. Bekymring er en subjektiv følelse, afhængig af hvem man er, hvad man har oplevet tidligere i livet, hvilken uddannelse man har, og hvilken social kontekst man lever i. Derfor spiller kendskabet til patienten en stor rolle. Et kendskab, der ikke genfindes i regionsklinikker eller privat drevne klinikker med skiftende læger.

Med sundhedsreformen er man godt i gang med at skræmme ældre læger til at gå på pension og yngre læger til at vælge et andet speciale. Hvis det sker, falder hele idéen med det nære sundhedsvæsen til jorden.

Almen praksis handler om meget andet end at tage et blodtryk, lytte på lunger og tage blodprøver. Det handler om alt, der foregår i det interpersonelle rum, hvor patientens jeg og lægens jeg mødes.

At skulle præsentere sine symptomer for sin sædvanlige læge (og ikke en forbipasserende læge på en regionsklinik) har en helbredende virkning.

Årskontroller af kronisk syge er blevet pålagt os i en tro på, at patienten bliver sundere af det. Men vi ved ikke, om det hjælper på sundheden. Blodprøverne bliver pænere, men betyder det, at patienten bliver gladere og lever længere? Sundhed handler også om livskvalitet.

Læger kender deres patienter og familier ud og ind. De samme symptomer kan betyde noget helt andet hos hr. Jensen end hos hr. Olsen. Lægen kender hr. Olsens kone og ved, at hun plejer at klare mandens almindelige sundhedsmæssige problemer med en Panodil og lidt omsorg.

Når hun har givet op og sender manden til læge, kan det være alvorligt. Jensen er en hyppig gæst i praksis uden familie og med lav bekymringstærskel, så når han kommer for tredje gang med de samme symptomer, så er det snarere udtryk for hans manglende sociale liv. Men det skal lægen vide, så han ikke sender ham videre til den mere udgiftstunge sekundærsektor.

Denne store viden om patienterne har den praktiserende læge opbygget gennem mange årtier. Vi kender deres fremtræden, når de er raske, og bemærker intuitivt de mindste forandringer i måden, de bevæger sig på, i deres ansigtstræk, i hudfarve, i vægt og meget mere.

Vi skal uddanne næste generation af praktiserende læger, så de også kan være i faget og opbygge denne ekspertise. Jeg underviser kommende speciallæger og hører deres indbyrdes samtaler.

Har de unge lyst til at være i faget med øget styring, øget patientantal, øget åbningstid samt alle de yderligere opgaver, der bliver overført fra sekundærsektoren, hvis de ikke selv kan være med til at tilrettelægge rammerne? Jeg tvivler. Spørger man de kommende almenmedicinere, er det netop friheden til at selv at sætte rammerne, der får dem til at vælge netop specialet almen medicin.

Psykologer får en time til hver patient, vi får et kvarter! Efter 35 år som praktiserende læge ved jeg, hvor træt i hovedet man er fredag eftermiddag, når man har skullet forholde sig til nye problemstillinger hvert kvarter i fem dage og samtidig være imødekommende, empatisk, lyttende og give individuelt tilpasset behandling til hver patient.

Udover at forholde sig til patienterne skal den praktiserende læge også forholde sig til sekretærernes brok over arbejdsmængden, sygeplejerskens stresssygemelding, afløbsproblemer på toiletterne, sammenbrud af edb og kaffemaskine, indkøb af diverse materialer og maskiner, huslejekontrakter og meget mere, som ikke har noget med den lægefaglige indsats at gøre. Lad dog praktiserende læger selv bestemme, hvordan de bedst klarer dette job.

Det vigtigste i almen praksis, nemlig forholdet og kendskabet til patienten, er dyrebart og uerstatteligt. Lad dog være med at skræmme de ældre læger væk og inspirere de nye læger til at vælge et andet speciale ved at styre rammerne.