I Danmark må vi ikke tale om, at man kan være en byrde
En stor del af debatten om aktiv dødshjælp er teoretisk snak. Men hvordan håndterer vi den byrde, det kan være, når døden nærmer sig i virkeligheden? Burde vi gøre, som de grønlandske kvinder gjorde – styrte os i afgrunden?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der bliver skrevet meget for og imod aktiv dødshjælp. Virkeligheden bliver ikke berørt. Det gør den nu.
Min far døde som 76-årig for 28 år siden. Aalborg Sygehus havde tilbudt ham en større operation. Min far takkede pænt nej, da der var risiko for stomi. Den tanke huede ham ikke, og han valgte den forudbestemte død.
Min mor var både uddannet sygeplejerske og skolelærer, så det var helt naturligt, at hun passede sin mand hjemme. Efter et halvt år havde han fået det markant værre, og det trak op til den sidste dag.
En lørdag formiddag besluttede min mor og hjemmesygeplejersken, at nu ville de være helt sikre på, at min far ikke havde smerter, hvorfor han fik en ekstra stor sprøjte morfin. Jeg glemmer aldrig, hvordan jeg hjalp bedemanden med at lægge min far i kisten og bøje min fars allerede noget stive arme ned over brystet, så låget kunne komme på.
Min mor døde her i juli. Hun var selv i sine velmagtsdage aldrig over 50 kg. Jeg besøgte min mor, dagen før hun døde, og jeg tror, hun maksimalt vejede 25 kg. Min mor døde af samme årsag som min far. Hjertestop efter morfindosering.
Jeg kalder en spade for en spade. Begge mine forældre døde efter min mening som følge af aktiv dødshjælp, selvom det etablerede sundhedsvæsen måske vil mene noget andet. Sideløbende sidder velmenende notabiliteter i Etisk Råd og gør sig kloge på at se livet fra den ene side og den anden side, samtidig med at realiteterne uden for deres glasklokke er milevidt forud for deres egen meningsforhandling.
Alternativet er måske passiv dødshjælp, som sygeplejerske Nana Harring for nylig foreslog i denne avis. Et af hendes forslag var, at man kunne stoppe ernæringen. Personligt ønsker jeg ikke at blive sultet ihjel i mine sidste dage. Jeg foretrækker klart den store morfinsprøjte.
Jeg har været heldig at besøge Ilulissat i Grønland. Her kunne man i den uberørte natur se Kællingekløften. Her havde mange grønlandske kvinder kastet sig i døden, når de blev for stor en byrde for familien. Måske har andre bygder også en kællingekløft, eller måske lod mænd og kvinde sig blot vælte af slæden, når det var tid.
Jeg har mit virke inden for byggebranchen. Her er der ofte mange byrder, som skal løftes. Det anvender man naturligvis en kran til. Kranen skal kunne løfte byrden. Sådan er det.
Danmark har udviklet sig til et land, hvor man ikke må tale om, at et menneske kan være en byrde.
I min verden er f.eks. et sygt menneske, et alderssvækket menneske eller et døende menneske en byrde. Det kræver dermed et løft at hjælpe dette menneske. For familien kræver det et løft af tidsmæssig og følelsesmæssig karakter. For samfundet kræver det et økonomiske løft.
Min søn fik her i foråret tilkendt førtidspension efter et meget voldsomt kokainmisbrug. Han havde regnet ud, hvor mange millioner det ville koste samfundet, inden han nåede pensionsalderen.
»Far, jeg er jo blevet en byrde for samfundet,« han. Jeg kunne kun svare: »Ja.«
Jeg skriver ofte digte, og en dag sendte jeg min søn et digt, hvor jeg havde været til min søns forestillede begravelse.
Fem dage senere smed han alt medicin væk og vendte langsomt tilbage til livet. Jeg besøgte ham ofte i Randers, hvor han var indlagt på psykiatrisk. Her havde min søn samtaler med den nok så omtalte overlæge, der sagde til min søn: Med de store stillinger, du har haft, så kan det da ikke passe, at der er noget i vejen med dig. Lad os snakke om noget andet.
Ja, det er gruopvækkende, men ikke desto mindre sandt.
Jeg har således oplevet det danske sundhedsvæsen direkte på flere fronter, og det har afstedkommet nedenstående digt fra mig. Jeg tilmeldte mig i øvrigt organregisteret som værende ikke organdonor, dengang det for 25 år siden foregik med papir og blyant. Jeg tilføjede helt naturligt, at jeg så selvfølgelig heller ikke ønskede at modtage organer.
Gud, du er min Herre
reddet mig fra døden fem gange.
Kan det blive værre
jeg er ikke længere bange.
Nu frygter jeg kun en ting
gammel at blive uden mening.
På et hjem at blive indsat
skrækken har mig besat.
Jeg har altid tilberedt min egen mad
bryder mig ikke om et udkogt fad.
Det har altid gjort mig glad
at tage mit eget bad.
Jeg vil ikke plejes
og blot lejres.
I en langtidsholdbar ble
kun med retten til at be’.
Med værdighed jeg ønsker at dø
ikke kastet i en iltfattig sø.
Jeg husker mange år tilbage
nu kan jeg kun svært age.
Jeg har taget en beslutning
købt en sikker investering:
Et 500 år gammelt Katana-sværd
vil sikre mig min sidste færd.