Vi har givet dem lov til at forvalte vores liv. Men myndighederne udfordrer lige nu vores tillid

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tilliden til Skat er i bund. Ikke jeres private skat, kære læsere. Eller min. Men vores fælles Skat: skattevæsenet!

Årsagen er foruden de mange milliarder, udenlandske bagmænd har svindlet sig til i den såkaldte udbyttesag, hvor der i øjeblikket foregår en omfattende og længe ventet retssag mod hovedskurken. Det er ganske vist alvorligt nok, men mere upersonligt og appellerer mere til almindelig forargelse end den personlige forurettelse.

Nej, årsagen skal i øjeblikket lige så meget findes i de efterhånden næsten regelmæssige fejlskud i de såkaldte ejendomsvurderinger, hvor boligejere helt uretmæssigt bliver pålagt ubegribelige skatteregninger.

Det påkalder sig særlig opmærksomhed, at skandalerne åbenbart bare fortsætter, selvom fejlene og urimelighederne bliver påpeget og udstillet i medierne – og skatteminister og skattepolitikere højlydt meddeler befolkningen, at de deler forargelsen og rituelt bedyrer, at nu skal der ryddes op.

Det sidste, vi i den forbindelse hørte fra Vurderingsstyrelsen, var, at der sandsynligvis vil gå op til to år, før der er ryddet op, og man har fået styr på »systemerne«.

Eksemplet med vores tillid til Skat og offentlige myndigheder i det hele taget er et udmærket udgangspunkt for at forstå, hvad myndighed rent formelt er, og hvad det vil sige at udvise myndighed i sådan mere almenmenneskelig betydning.

For i Danmark har vi faktisk med åbne øjne og på fuld demokratisk vis deponeret temmelig meget af vores personlige ansvar til forvaltning hos øvrigheden i skikkelse af stat, regioner og kommuner. De forvalter altså på vores vegne, og en sådan af omfang ganske betydelig ansvarsoverdragelse stiller store og rimelige krav om tillid mellem befolkning og myndigheder.

Fænomenet myndighed begynder som alle andre tilsvarende mellemmenneskelige bestemmelser i det helt personlige møde mellem os mennesker. Ansigt til ansigt så at sige. Eller i hvert fald begrænset til en gruppe af mennesker, som kender hinanden og som udgangspunkt er udleveret hinanden i større eller mindre omfang. Hvad den ene gør eller ikke gør, har indvirkning på den anden. Og omvendt.

Så hvis jeg tager en ældre medborger under armen og lover at følge ham eller hende trygt over den trafikerede vej, men ca. halvvejs fortryder og løber min vej, svigter jeg ikke alene mit ansvar, men viser mig heller ikke myndig i forhold til ansvaret.

Myndig kommer fra det middelaldertyske mundich, som igen stammer fra det oldhøjtyske munt, som betyder hånd og er ydermere beslægtet med det noget mere velkendte manus fra latin.

Så vi skal altså forestille os, at myndighed har noget at gøre med den troværdighed, hvormed vi er i stand til at håndtere et ansvar. Oftest og som udgangspunkt altid direkte og personligt som tidligere nævnt. Mere konkret mellem ord og handling – hvor det sidste ord tilmed også har en sproglig oprindelse til det norrøne hånd.

”At tage hånd om”, ”håndtere” – og faktisk ”manipulere” refererer altså alle sammen til håndens gerning. Hånden gør, hvad tanken tilsiger. Forbliver en hensigt alene i hovedet, sker der ikke noget.

At tage hensyn, at vise omsorg og at mene en hel masse godt ændrer intet som helst i den virkelige verden, hvis ikke det omsættes til handling – oftest med hånden. Håndens arbejde gør åndens hensigter, tanker og gode forsætter troværdige.

Man kunne i sit stille sind ønske, at flere af vores politikere havde erfaret den uomgængelige vekselvirkning i et ganske almindeligt lønarbejde på arbejdsmarkedet, inden de blev politikere.

Som Hausgaard så lakonisk siger: »En praktisk hånd havde nu ikke gjort noget!«

Nej! Mildt sagt.