Ingen børn bliver bedre af at blive sendt væk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når både Socialdemokratiet og Venstre i København nu foreslår henholdsvis »specialklasser« og en »akutskole« til voldelige elever, er det ikke udtryk for mod eller fremsynethed – det er valgkamp. Og præcis som vi har set det i årevis på udlændingepolitikken, overstiger frygten for at virke “slap” lysten til at skabe reelle forandringer. Symbolpolitik trumfer substans. Igen.

Der er noget næsten rituelt over det: Når problemerne i folkeskolen stiger, så stiger også trangen til at sende nogen væk. Og den seneste bølge af udspil er netop det – endnu en runde i et politisk kapløb, hvor “hårde” løsninger bliver brugt som genveje til at demonstrere handlekraft. Men det er ikke handlekraft at skubbe børn ud af fællesskabet. Det er en ansvarsforflygtigelse.

For ingen børn bliver bedre af at blive sendt væk.

Der findes intet evidensbaseret belæg for, at eksklusion i sig selv hjælper de børn, der slår, råber eller ikke kan finde ro i skolen. Tværtimod. At placere dem i særskilte enheder uden at forstå og håndtere de bagvedliggende årsager er som at bygge flere fængsler uden at spørge, hvorfor kriminalitet opstår.

Det er ikke “de voldelige børn”, der er problemet. Det er det system, vi har placeret dem i. Et system, der siden folkeskolereformen i 2013 er blevet stadig mere centraliseret, presset og uigennemskueligt. Et system, der i sig selv producerer mistrivsel og uro.

Volden og mistrivslen i folkeskolen er ikke vokset i et vakuum. De er vokset sammen – og de har vokset sig større, i takt med at politikerne har svigtet på det sociale, det pædagogiske og det menneskelige.

Hvis vi virkelig vil skabe en folkeskole, der fungerer, må vi turde gå dybere. Vi må spørge os selv: Hvorfor trives børn ikke? Hvorfor reagerer de med vrede, uro og afmagt? Og vi må turde svare – også selvom det betyder, at løsningerne ikke kan koges ned til en hurtig overskrift eller en nem straf.

Der findes børn, som har brug for særlig støtte, for pauser og for skærmede rammer. Men det skal ske med blik for det hele menneske – ikke som straf, ikke som udskamning og ikke som politisk signalværdi.

Det kræver mod at insistere på menneskelige løsninger i en tid, hvor de hårde linjer belønnes med overskrifter. Men det er netop dét mod, børnene i vores skoler har brug for. Ikke flere “deportationsklasser”, ikke flere hovsaløsninger – men ægte vilje til at ændre det, der skaber problemerne. Vi ved godt, hvor hunden ligger begravet. Lad os så endelig begynde dér.