Jeg er imod aktiv dødshjælp, men det betyder ikke, at jeg ikke er for en værdig død

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Sofie Mosgaard skrev for nylig i JP med stor følsomhed og ærlighed om aktiv dødshjælp – og inddrog en rørende fortælling om, hvordan man ser et menneske langsomt forsvinde.

Jeg har stor respekt for både hendes sorg og hendes mod til at dele. Men jeg mener, det er vigtigt at tage diskussionen videre – og nuancere den i stedet for at gå ind i debatten blåøjet og med smukke sprogblomster.

Som sygeplejerske har jeg hjulpet mange mennesker trygt og værdigt herfra. Jeg er ikke bange for døden. Tværtimod ved jeg, at vi – allerede i dag – har redskaberne til at sikre et dødsforløb, der hverken er smertefuldt eller uværdigt. Det kaldes passiv dødshjælp, og vi bruger det hver dag i det danske sundhedsvæsen.

Når man møder mennesker og pårørende i den sidste tid, er det altid en smuk og rørende oplevelse på den ene eller anden måde. Historier og minder, der flyder frit, er noget, der gør indtryk. Hver eneste gang. Liv, der har været levet, og fortællinger om, hvordan det menneske har været noget helt særligt.

Passiv dødshjælp betyder, at man stopper livsforlængende behandling eller vælger ikke at sætte den i gang. Det kan f.eks. være at undlade at give antibiotika til en døende patient, fravælge genoplivning eller ophøre med ernæring og væskebehandling, hvis det blot forlænger lidelsen. Det sker naturligvis i tæt dialog med patient, pårørende og sundhedsfaglige – og altid med det formål at lindre.

Det betyder, at vi allerede i dag giver mennesker retten til at dø – men på en måde, hvor etik, faglighed og omsorg går hånd i hånd.

Der er en verden til forskel på at stoppe en behandling, som forlænger lidelsen – og at give et menneske en sprøjte, som afslutter livet. Jeg er ikke imod en værdig død, jeg er imod, at man aktivt tager et liv.

Jeg forstår ønsket om at tage kontrol over døden. Men jeg er bekymret over idéen om, at aktiv dødshjælp – altså at sundhedspersonale aktivt giver medicin med det formål at afslutte livet – skulle være løsningen. Ikke mindst fordi lægeforeningen i Danmark er klart imod aktiv dødshjælp. Den holdning bygger på mange års erfaring og et grundlæggende princip: Læger og sundhedspersonale skal aldrig være dem, der tager liv – kun dem, der lindrer.

Vi skal lytte til fagfolk, også når deres svar ikke passer ind i vores følelser. Sorg, afmagt og kærlighed kan være stærke drivkræfter – men netop derfor skal vi passe på med at lovgive ud fra enkeltstående oplevelser.

Selvbestemmelse er vigtig, men når man er alvorligt syg eller kognitivt svækket, kan man ikke nødvendigvis vurdere, hvad der er bedst for én selv. Derfor må sundhedssystemet være styret af etik og faglighed, ikke af flertallets følelser eller frygten for det, der kommer, eller at være til besvær.

Aktiv dødshjælp risikerer at skubbe os ud på et skråplan, hvor ældre og syge føler sig som en byrde og kan komme i tvivl om, hvorvidt de burde vælge døden for andres skyld. Det er ikke værdighed. Det er pres.

Erfaringer fra Holland og Canada viser, at grænserne flytter sig hurtigt. Aktiv dødshjælp gives i dag til mennesker med psykisk sygdom og til ensomme ældre. Her er det ikke døden, der er løsningen. Det er et system, der rent faktisk tager hånd om dem, der har brug for det. En psykiatri, der kan løfte opgaven, og at ensomme får en hjælpende hånd – i den allermest bogstavelige forstand.

Lad os i stedet styrke den lindrende behandling, forbedre plejen og sikre, at alle får en værdig afslutning. Ikke gennem en sprøjte, men gennem tilstedeværelse, tryghed og nærvær. Det er ikke nemt. Men det er menneskeligt.