Private sundhedsforsikringer supplerer det offentlige og skaber tryghed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For næsten 300 år siden blev Danmarks første forsikring dannet som følge af den store brand i København i 1728. Ingen skulle længere stå alene, når ulykken rammer, og ingen skulle miste alt.

Sådan er det også i dag: Forsikringer er skabt for, at ingen ryger gennem gulvet, når ulykken rammer. Og den grundlæggende kerneværdi for ethvert selskab, der udbyder forsikringer, er, at borgerne, kunderne, medlemmerne skal kunne føle sig trygge i vished om, at nogen har deres ryg.

Sådan er det også for de sundhedsforsikringer, som 2,9 millioner danskere er omfattet af gennem deres pensionsordning.

Men det har dog aldrig været tanken, at en privat sundhedsforsikring skulle træde ind på det område, man kalder ”offentlig kernevelfærd”. Og herunder hører psykiatrien.

Når det alligevel er sket, så er det, fordi det offentliges kernevelfærd på det psykiatriske område er fuldstændig kuldsejlet, samtidig med at stadig flere børn og helt unge mistrives og lider mentalt. Og med dem lider også forældrene og resten af familien med store og ofte tragiske konsekvenser.

Branchens selskaber oplever desperate forældre på sammenbruddets rand og på nippet til at miste deres arbejde bede om hjælp til udredning af deres børn. Og så er det svært at sende dem bag i en offentlig kø, hvor de desværre kan stå i måneder – måske år. Så selskaberne hjælper efter bedste evne og forsøger at skabe tryghed i en ulykkelig situation – men har samtidig bevæget sig ind i en boldgade, der fra starten aldrig var deres, og som de aldrig havde ønsket at befinde sig i.

Forsikrings- og pensionsbranchens sundhedsforsikringer står for lidt over 2 pct. af Danmarks sundhedsudgifter og omfatter 2,9 mio. danskere. Og de kan derfor næppe siges at skabe et A- og et B-hold, som Jyllands-Posten skriver i sommerserien: ”Forrest med forsikring”.

Langt de fleste bruger deres private sundhedsforsikring, når de får problemer med bevægeapparatet. Ikke til at udrede alvorlige psykiatriske diagnoser. Og branchen ønsker lige så højt som alle andre, at psykiatrien får tilført de midler, der mangler, og at den atter bliver en offentlig kernevelfærdsydelse, man kan have tillid til.

For sådan er det ikke nu.

Man kan sige, at en forsikring afspejler den offentlige velfærd, så den supplerer på de områder, hvor det er politisk bestemt, at der ikke skal findes et offentligt tilbud. Eller der, hvor det offentlige tilbud ikke virker.

Og så længe psykiatrien er brudt sammen, vil branchen hjælpe efter bedste evne, samarbejde med psykiatrien og fungere som et supplement til det offentlige.