Mens politikerne taler om forenkling, oplever virksomhederne en tsunami af nye regler

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark har overtaget EU-formandskabet, og det er med en kærkommen ambition i bagagen: Fokus på regelforenkling og bedre regulering. Det lyder måske som noget, der kun interesserer embedsmænd og jurister, men det er i virkeligheden noget, der rammer lige ned i hverdagen for titusindvis af små og mellemstore virksomheder i Danmark og resten af EU.

Det danske fokus på at rydde op i EU-reguleringen er ikke kun fornuftigt, det er afgørende. Meget afgørende. SMV’erne – de små og mellemstore virksomheder – er rygraden i dansk og europæisk erhvervsliv. I Danmark står de for hovedparten af produktion og beskæftigelse og skaber lokal og national vækst. Men netop disse virksomheder har sjældent en compliance-enhed eller en jurist i baghånden, når nye EU-regler vælter ind over dem. Derfor er det altafgørende, at kommende EU-regulering skræddersys med SMV’ernes virkelighed for øje.

Problemet er bare, at den virkelighed, virksomhederne står i lige nu, langtfra afspejler den politiske ambition. For mens politikerne taler om regelforenkling, oplever virksomhederne en tsunami af nye regler, som er begrundet i forordninger og direktiver, der allerede er vedtaget og står over for at blive implementeret i medlemslandene.

Virksomhederne forbereder sig ikke på regelforenkling, men gør sig klar til at håndtere en markant stigning i krav, dokumentationspligt og indrapportering. I praksis betyder det flere arbejdstimer, flere konsulenter og mere administration – på bekostning af kerneopgaven: at drive og udvikle virksomhed. Et helt konkret eksempel er løngennemsigtighedsdirektivet, som skal implementeres inden for det kommende år. Intentionen om ”lige løn for samme arbejde” er der bred opbakning til, men midlerne, der anvendes i direktivet, er både upræcise og bureaukratiske.

Direktivet pålægger arbejdsgivere omfattende forpligtelser: Lønoplysninger i jobopslag, adgang til gennemsnitsløn for kolleger, indsigtsret, rapporteringskrav for større virksomheder og handlingsplaner ved en lønforskel, der overstiger 5 pct. – alt sammen fulgt op af omvendt bevisbyrde ved klagesager. Selv virksomheder med under 100 ansatte, som formelt er undtaget fra rapporteringspligt, bliver reelt tvunget til at have et klageberedskab klar, så de kan dokumentere lønstrukturer og håndtere potentielle klager med samme juridiske og administrative forberedelse som store koncerner.

Alt sammen for at imødegå et uforklaret løngab på omkring 2 pct. – som kan skyldes diskrimination, men også mange andre faktorer som personlige præferencer eller valg af fleksibilitet frem for løn.

Et andet eksempel på det, der venter forude, er emballageforordningen. For en lille e-handelsvirksomhed, som importerer produkter, der sælges videre til kunder i Danmark, vil det betyde, at alle former for emballage – fra papkasser til tape – skal kunne dokumenteres, indrapporteres og i tilfælde af genanvendelse registreres to gange efter specifikke kriterier.

Hvor store virksomheder kan tilpasse hele deres produktionskæde og ansætte folk til at holde styr på kravene, står den mindre webshop med få ansatte uden en chance for at følge med. En omkostning på få kroner per forsendelse kan udvikle sig til en administrativ byrde, der i sidste ende gør det vanskeligt at opretholde en indtægt.

Som arbejdsgiverforening er vi meget begejstrede for det danske EU-formandskabs fokus på regelforenkling og vil opfordre til, at det fokus ikke kun rettes mod ny lovgivning, men også mod de mange regler, der kommer til at ramme virksomhederne i direktiver, som ligger klar til implementering i den kommende tid. Der skal skabes pusterum, skabes overblik og ryddes op i det, der allerede er vedtaget, hvis ambitionen om at styrke virksomhedernes konkurrencekraft skal indfries.