Løftebrud at åbne for arbejdskraft fra tredjelande

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 2018 gik Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti sammen om et fælles budskab til danskerne: Vi ville ikke åbne Danmark for systematisk arbejdskraftindvandring fra tredjelande. Det centrale redskab var beløbsgrænsen, som skulle sikre, at kun højt kvalificerede udlændinge kunne få adgang – og at danske lønmodtagere ikke blev presset ud af arbejdsmarkedet.

Mette Frederiksen formulerede det selv i en kronik i Berlingske sammen med DF’s daværende formand, Kristian Thulesen Dahl, den 6. september 2018:

»Beløbsgrænsen vil ikke blive sat ned, så længe Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har noget at skulle have sagt!«

Det var et løfte. Et utvetydigt politisk løfte. Et løfte, hun gentog igen og igen – offentligt og klart:

2. oktober 2018 – DR: »Det der med at tage almindelige smede, tømrere, bagere, chauffører fra Afrika og Asien ind på det danske arbejdsmarked, det synes jeg er utrolig kortsigtet.«

3. oktober 2018 – Børsen: »Det, vi diskuterer nu, er, at statsministeren vil importere faglærte fra tredjelande ind på det danske arbejdsmarked. Det er jeg simpelthen imod.«

3. oktober 2018 – Jyllands-Posten: »Det er et klart nej tak fra vores side til at åbne systematisk for faglærte lønmodtagere fra tredjelande.«

29. maj 2019 – DR: »Det er ikke den rigtige vej at gå. Vi har stadigvæk rigtig mange unge, som ikke laver noget.«

4. juni 2019 – Politiken: »At begynde at rekruttere arbejdskraft fra Asien eller Afrika, Sydamerika og USA ind på det ufaglærte og faglærte arbejdsmarked sådan fuldstændig bevidstløst, det kan jeg simpelthen ikke se idéen i.«

Alligevel gør Mette Frederiksen nu præcis det modsatte.

Regeringen har åbnet for arbejdskraft fra 16 såkaldte tredjelande – herunder Malaysia og Albanien, som har muslimske flertal, samt Indien og Kina, der har store muslimske mindretal. Tilsammen har de 16 lande 274 mio. muslimske borgere.

Indrejse kan nu ske ved en årsløn på blot 300.000 kr. inkl. pension – svarende til ca. 25.000 kr. om måneden. Det betyder, at det ikke længere kun er højtuddannede specialister, der kommer hertil. Det kan også være almindelige, lavtlønnede personer som slagterimedarbejdere, lagermedarbejdere, distributionschauffører, rengøringsassistenter, køkkenhjælpere, pakkerimedarbejdere, pedeller og viceværter.

Alle disse jobfunktioner har overenskomstlønninger, der bringer dem over grænsen. Og dermed er døren åben – også for ufaglærte.

Med ophold følger derudover adgang til familiesammenføring og mulighed for permanent ophold. Det vil sige: Det, der starter som “midlertidig arbejdskraft”, bliver til varig indvandring.

Det er ikke første gang, Danmark gør det her. I 1960’erne og 70’erne importerede skiftende regeringer tusindvis af gæstearbejdere fra Tyrkiet, Pakistan og det tidligere Jugoslavien. De blev kaldt midlertidige – men de blev. Og med dem kom æreskultur, parallelsamfund og social kontrol.

I dag betaler vi stadig prisen for de beslutninger.

Mette Frederiksen ved alt dette. Hun har selv sagt det. Alligevel vælger hun nu bevidst at gentage fejlene – bare i en større skala og med mere langtrækkende konsekvenser.

Man kan mene meget i politik. Man kan ændre holdning. Men når man flere gange over flere år lover befolkningen det samme – og gør det stik modsatte, så er det ikke bare politik. Det er et løftebrud af historiske dimensioner.

Danskerne har krav på en udlændingepolitik, der varetager deres interesser – ikke en ladeport til masseindvandring og social dumping forklædt som arbejdsmarkedspolitik.

Dansk Folkeparti står fast:

Vi sagde nej i 2018 – og vi siger stadig nej i dag.