Min morfar var et godt argument for aktiv dødshjælp

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det var et velgørende torturprojekt, der bandt min morfar til alzheimerstågerne, længe efter han ikke ville mere.

Han døde af sult, så når vi taler om aktiv dødshjælp, så tænker jeg på ham.

Der var mange ting, der skulle have givet min morfar retten til selv at vælge.

Da han døde, var han arkiveret i sin seng på plejehjemmet, og hans hud lå tyndt over knoglerne som et picnictæppe på perlegrus, og det var svært at bilde sig ind, at han 10 år tidligere havde stået på toppen af Kilimanjaro med en tropehat på hovedet.

Han begravede sin kone, min mormor, i 2002, efter hun de sidste mange år af sit liv var blevet bundet til en kørestol af en sent opdaget kræftknude i hjernen.

Han havde passet og plejet hende derhjemme, imens kræften tog sproget fra hende og bød på mange smerter.

Det satte samtalen i gang hen over årene rundt om spisebordet i min mors barndomshjem, og derfor var det også nærliggende at tage snakken, da min morfar fik konstateret Alzheimers.

De havde holdninger til det meste, mine bedsteforældre, så hvorfor skulle de ikke også have holdninger til, hvornår og hvordan de gerne ville dø.

Man dør aldrig, når man har Alzheimers, hvilket på mange måder er det mest uværdige ved sygdommen.

Man forsvinder så langsomt, at der ikke er nogen, der opdager, at de skulle have sagt farvel.

Det er ligesom at stå i august og finde nytårsglimmer mellem gulvbrædderne og tænke, hvor i alverden året blev af, og når man så endelig dør, er der ikke nogen tilbage derinde bag øjnene, man kan tage afsked med.

Han sad i bilen en dag og kom aldrig ud af parkeringspladsen, fordi han ikke kunne sætte den i gear, og så gik der en flig af ham hver dag, indtil han stod på plejehjemmet og kastede med møblerne og blottede sig for sosu-assistenterne.

Vi grinede ad det, da plejehjemmet fortalte, at han rendte rundt på gangen og flagede. Hvad fanden skal man ellers gøre af sig selv?

Alzheimers kan ødelægge meget ved et menneske, som ellers var gøgleren til enhver fest, og som helst sad på gulvet med sine børnebørn, og som, ifølge adskillige kvinder, dansede som en drøm.

Jeg har ondt i maven over, at vi ikke kunne gøre andet for ham end at lette tragedien med latter.

Vi kunne ikke give ham sindet tilbage, men hvis vi måtte, så kunne vi have givet ham magten tilbage, så han selv kunne råde over sin krop og sit minde, efter sindet havde taget billetten. Forfængelighed er noget af det mest menneskelige, der findes.

Vi kræser om vores ry, og helt nede på bunden er forfængelighed bare en ansvarsfølelse for, hvem vi er her i verden.

Derfor er der ikke noget galt med at føle sig krænket over, at magten over det bliver taget fra en.

Som kvinde genkender jeg berettigelsen til at gøre andres kroppe til en demokratisk legeplads fra abortdebatten.

Den personlige autonomi og retten til at bestemme over sig selv tilsidesættes for bofællesskabets komfort.

Ligesom aktiv dødshjælp handler det ikke om liv eller død, eller hvad man selv har samvittighed til, men om, hvem der i sidste ende har magten.

Dig eller flertallet.

Jeg væmmes ved tanken om, at hans krop, imod hans vilje og imod nogen som helst gavn, blev stillet til rådighed for den gode stemning.

Der var ikke nogen foruden flertallet, der ønskede sig, at han skulle fastholdes og parkeres i en krop, der havde de absolut værste intentioner med ham.

Han ville ikke selv være med mere, min familie gned sig ikke i hænderne over hans lidelser, personalet på plejehjemmet havde ikke et brændende ønske om at binde ham til livet, og det flertal, der insisterede på, at hans krop skulle boltes fast på denne her side af himmeriget, var ikke til stede på plejehjemmet, imens han lige så langsomt sultede ihjel, pro bono.

Det er ikke et neo-liberalt påfund, jeg har spundet frem på min gudsforladte spinderok, at et menneskes vilje binder os andre, efter de har forladt samtalen.

Vi bestemmer selv, om vores organer må give livet videre til andre, og hvis hjertet stopper med at slå, så er vi frie til at fravælge at blive genoplivet. Når vi skriver testamente, så stikker vores vilje også sine rødder mange år ud i fremtiden.

Alle andre principper om død, værdighed og myndighed siger, at vilje binder over tid, og at vi godt kan tale på vegne af et fremtidigt jeg, som ikke kan tale for sig selv.

De nuværende medicintestamenter har også lagt infrastrukturen for, at vi kan opgøre trinnene i et sygdomsforløb, og ud fra dem tager syge mennesker hver dag valg om, hvornår de vil stoppe med at tage livsforlængende medicin, fordi man regner med, at de ikke kan række hånden op, når den dag kommer.

Det betyder ikke, at vi skal stikke en flyer i hånden på alle dem, vi ikke selv ville bytte sko med. Langtfra.

Det skal ikke komme fra personalet eller de pårørende, og jeg vil ikke trække noget hen over hovedet på dig, der har holdt nogen i hånden, som ikke ville have kortet noget af deres sidste tid. Uanset hvor køn eller grim den var.

Det handler nemlig ikke om, hvordan det ser ud, og det handler heller ikke om alle dem, der kigger på. Det handler ene og alene om, hvem der har magten, og at man kan sige fra, hvis man ikke vil være med mere.

England har lige taget skridtet og tilladt aktiv dødshjælp, og vi kan kigge mod Canada, Holland og Schweiz. Nu skal vi lade os inspirere af deres mod og tage ved lære af deres fejl.