Biskopper må godt mene noget om Gaza, Nikolaj Bøgh

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det sker af og til, at biskopper går sammen om fællesudtalelser, og én ting er sikker hver gang: Emnet bliver ikke anliggendet.

Altid skal det diskuteres, om biskopper har ret til at udtale sig i fællesskab.

En mærkelig diskussion i et frit land med en lang demokratisk tradition – et land, der finder den frie tale altafgørende.

Nikolaj Bøgh fremfører i JP forleden , at »i luthersk forstand er det ikke mere interessant, hvad otte biskopper mener om krigen i Gaza, end hvad otte buschauffører eller otte renovationsarbejdere måtte mene om emnet«.

Det synspunkt er jeg helt enig i, og derfor undrer det mig, at Nikolaj Bøgh tager til genmæle. Han havde næppe gjort det, hvis buschaufførerne eller renovationsarbejderne rykkede ud.

Kan man omfortolke og bevidst eller ubevidst fordreje vores ord til at være et rygstød eller i opposition til ens egen position? Ja naturligvis, og det er allerede sket.

Men skal det holde os tilbage fra at mene noget? Nej.

Så hvad er det, der får mennesker til bare at ville lukke munden på hinanden? Hvorfor kan man ikke nøjes med at tage til genmæle og være uenig?

Vi er ikke uimodsagte. Det er vi hverken inden for teologi, historie eller politik. Heldigvis. Talen er fri i vores land.

Hvorfor skal nogle af os gøres tavse, blot fordi vi udfører et bestemt arbejde?

Jeg lærte det første dag, at jeg er biskop og mig selv, og jeg nægter at gå ind i en selvpåtaget skizofreni.

Det bliver heldigvis heller ikke accepteret. Jeg lever med mit arbejde og i mit arbejde, men tavs vil jeg ikke være, ligesom jeg ikke vil mene noget om alt.

At være evangelisk-luthersk er at leve med en høj bevidsthed om, at ordet er frit, men at det ikke er mig, der skal bestemme. Jeg kan have holdninger, men parlamentet bestemmer. Jeg kender ikke nogen teolog, der blandede sig mere i politik end Martin Luther (død 1546).

Københavns biskop Ole Bertelsen (1925-2025) ramte det evangelisk-lutherske træfsikkert, da han i talen til Johannes Poul II i Roskilde i 1982 sagde: »Guds ords frie løb er det element, hvori enhver anden frihed kan leve. Hvor dette frie løb bliver forhindret, der er samfundet sygt. Enhver god prædiken er politisk, enhver politisk prædiken er dårlig. Ligegyldighed, apati, kulturelt barbari, virkelig fattigdom, værdinihilisme, ansvarsangst og åndelig forvirring er nogle af de negative elementer i vort folks åndelige situation.«

Ethvert demokrati har brug for mange stemmer. Vi er opdraget til, at der er kreativitet i meningsdannelsen.

Der er ikke brug for, at nogen holder sig tilbage. Der er brug for flere stemmer, der kommer fra forskellige synspunkter.