Jeg har fulgt mine venner blive forældre – og det skræmmer mig ikke som kommende far. Men …

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Frederik Muff kritiserer i Jyllands-Posten moderne forældre for at være forkælede og ansvarsforflygtigende.

Han har på sin vis en pointe: Vi lever i et af verdens mest privilegerede samfund, og alligevel har mange svært ved at håndtere almindelige vilkår for børnefamilier.

Vi skal som forældre i højere grad stå ved det ansvar, vi har taget på os.

Børn er ikke et hobbyprojekt – de er en livsopgave.

Men Muff rammer skævt, når han helt afviser, at samfundet skal spille en rolle. Som det gamle ordsprog lyder: It takes a village to raise a child. Og det gælder også i Danmark.

Det er ikke dovenskab eller moralsk forfald, når forældre efterlyser bedre vilkår. Det er et symptom på en samfundsstruktur, der ikke længere hænger sammen med virkeligheden.

Vi står midt i en fertilitetskrise, og når mange vælger børn fra, skyldes det ofte, at kombinationen af økonomisk pres, karrierekrav og psykisk belastning gør det uoverskueligt. Her hjælper det ikke at møde forældrene med løftede pegefingre.

Det handler ikke om, at staten skal hente børn i ladcykler. Det handler om, at vi som samfund må understøtte opgaven med at opfostre den næste generation. Hvis vi mener, at børn er en samfundsmæssig nødvendighed – og det er de – så er det ikke kun op til den enkelte kernefamilie.

Tidligere fandtes der en naturlig “landsby”: bedsteforældre, naboer og netværk, der hjalp til. I dag er mange familier geografisk spredte, og hverdagen er præget af travlhed. Institutioner har overtaget noget, men de kan ikke alene erstatte det fællesskab, der tidligere løftede opgaven sammen.

Men hvad skal der så gøres?

For det første må vi tage fælles ansvar for opgaven. Det kræver, at vi som samfund åbner for en kultur, hvor det er i orden at hjælpe – og at blande sig. Vi skal lidt tilbage til en mere kollektiv opdragelse, hvor det er legitimt at tage ansvar for andres børn, når det er nødvendigt.

Så forældregruppen kan hjælpe hinanden frem for at modarbejde hinanden. I dag risikerer man nærmest at blive verbalt overfaldet, hvis man påtaler uacceptabel opførsel fra et andet forældrepars barn. Det skader både fællesskabet og børnene. Hvis vi vil løfte forældreskabet i flok, skal det være okay at træde til – også når det gælder opdragelse.

Derudover er der behov for mere reel tid i hverdagen til at være til stede som forældre. Det kan være i form af fleksible arbejdstider, kortere arbejdsuger, gratis daginstitutionsplads, mere nærhed mellem bolig og institution eller muligheden for midlertidigt nedsat tid omkring fødsler og småbørn. Ikke for at fritage forældre for ansvar – men for at give dem mulighed for at tage det på sig i praksis.

Som kommende far har jeg fulgt mine venners forældreskab tæt. De balancerer mellem arbejdsliv, logistik og ønsket om at gøre det godt.

Det har ikke gjort mig skræmt, men realistisk. Forældre skal tage ansvar – men de skal ikke stå alene.

Hvis vi vil have flere til at vælge forældreskabet til, må vi turde italesætte, hvad det kræver. Ikke for at skåne nogen for almindeligt ansvar, men for at sikre, at vi ikke overlader fremtiden til held og heroisme. Det kræver stadig en landsby – også i Danmark.