Stop dit korstog mod samarbejdspolitikken. Det er ekstremt pinligt, Anders Fogh Rasmussen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Anders Foghs nyligt udgivne erindringsbog “At turde” langer den tidligere statsminister endnu en gang ud efter samarbejdspolitikken under Besættelsen, som han kalder »ussel«.

Det er ikke første gang, at Fogh kritiserer samarbejdspolitikken. I sin tid som statsminister havde han travlt med at sende bandbuller afsted mod de politikere, der ellers kæmpede en brav kamp for Danmarks overlevelse op til og under Besættelsen. I 2003 kaldte Fogh samarbejdspolitikken for »et politisk og moralsk svigt«.

I sin nye bog sammenligner han sågar sin egen politiske situation under Muhammed-krisen med den situation, vores politikere stod i op til Besættelsen i 1940. I relation til at tilpasse sig totalitære kræfter skriver han: »Alle burde have lært af historien. Jeg ville undgå at komme i en lignende situation.«

Udover at det selvfølgelig er ude af proportioner at sammenligne Muhammed-krisen med tiden op til Besættelsen, er det også virkelig pinligt og under niveau, at en tidligere statsminister udviser så lidt forståelse for den ekstremt pressede situation, som datidens politikere stod i.

De stod vitterligt med ryggen mod muren over for en knusende overmagt og havde meget tydeligt fået at vide fra både Storbritannien og Sverige, at der ikke ville komme hjælp til Danmark, i fald tyskerne angreb.

Danmark var i overhængende fare for at blive udslettet som nation. Derfor tænkte vores ansvarlige politikere sig selvfølgelig virkelig godt om og valgte – i mangel på bedre muligheder – samarbejdspolitikken for at undgå, at landet blev smadret og led store tab og for at beskytte demokratiet mest muligt.

Endnu mere paradoksale bliver Foghs udtalelser, når man tager i betragtning, at både USA og Storbritannien faktisk foretrak den danske samarbejdspolitik fremfor et kontant dansk opgør med tyskerne, der ville betyde nazistisk magtovertagelse af Danmark. Dét var ikke i de allieredes interesse.

Samtidig er det værd at bemærke, at de gamle partier – Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre – op til, under og efter Besættelsen fik mellem 80 og 90 pct. af stemmerne. De fire partier – der stod sammen om samarbejdspolitikken og fik den til at virke i praksis – nød altså meget bred opbakning i befolkningen til den førte politik.

Alle kan spille »modige« og vise »handlekraft«, når man er kommet på behørig afstand af begivenhederne. Det, der kræver reelt mod, er at stå ved, at samarbejdspolitikken faktisk var nødvendig for at sikre Danmarks overlevelse under Anden Verdenskrig.

Det ville klæde Anders Fogh at indse og indrømme dette – i stedet for at spille hellig smagsdommer over for de politikere, der efter bedste evne påtog sig et meget stort ansvar i en ekstremt svær tid.