Børn har serum i skoletasken, og forældrene har hovedet under armen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I dag er barndommen under pres. Markedsføring forklædt som selvpleje og sociale medier former børn til forbrugere, længe før de er modne til det.

Hvert femte barn mellem 9 og 13 år køber hudplejeprodukter mindst én gang om måneden. En tredjedel ejer tre til fem produkter, og næsten halvdelen har allerede været utilfredse med deres hud, viser en ny Epinion-undersøgelse for DR Ultra.

Det burde få alarmklokkerne til at ringe hos enhver forælder med bare en smule dømmekraft. For det er børn, vi taler om. Børn, som burde bekymre sig om venner og leg, ikke om hudtekstur, AHA-syre og cleansing routines. Og hvis forældrene ikke selv kan se problemet, så er det måske på tide, at vi andre begynder at sige det højt.

Det er en tendens, der er kommet snigende, men som nu er umulig at ignorere. Vi har skabt et børneliv, der til forveksling ligner voksenlivets mest overfladiske sider. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at blive både vred og bekymret, hver gang jeg ser endnu en lille pige i falske negle, mavebluse og makeup, som om hun skal til casting og ikke i skole. Og midt i det hele spørger jeg: Hvor blev forældreansvaret af?

For det her sker jo ikke i et vakuum. Det sker med voksnes stiltiende accept eller ligegyldighed. Det sker, når vi ikke sætter grænser. Når vi lader TikTok og YouTube være børneværelsets moralske kompas. Når vi ikke tør sige nej, fordi vi er bange for at virke gammeldags. Men måske er det netop det, der er brug for. At vi tør være lidt gammeldags. At vi tør insistere på, at børn skal være børn.

Jeg ved, hvordan det føles. Jeg var selv 10 år, da jeg gik ind i Matas for at finde en ansigtscreme. Jeg kom ud med fire produkter og en rækkefølge skrevet med kuglepen på emballagerne, fordi ekspedienten sagde, at hvis jeg ikke begyndte nu, ville min hud være ødelagt som 25-årig. Det var alt sammen pakket ind i sød rådgivning, men det efterlod mig med en utryghed, jeg slet ikke havde sprog for dengang. En følelse af, at jeg skulle rette på mig selv, allerede inden puberteten var begyndt.

I dag ser jeg de samme mekanismer gentaget overalt, bare endnu mere forstærket. Børn, især piger, formes til små voksne. Ikke fordi de selv har behov for det, men fordi der er penge i det. Fordi usikkerhed kan måles i klik, i salg, i serummer og glitterprodukter med jordbærduft. Og det værste er, at vi har gjort det til normalitet.

Men det er ikke normalt. Det er ikke sundt, og det er ikke ligegyldigt. Det, vi lærer vores børn nu, følger dem i årevis. Og hvis budskabet er, at de ikke er gode nok, som de er, så får vi en generation, der aldrig når at finde ro i sig selv, før de skal være noget for andre.

Der skal være forskel på barndom og voksenliv. Den forskel er vi ved at udviske, og vi gør det med åbne øjne. For det er ikke nok at ryste på hovedet over pink emballage og skæve beautytrends. Skønhedsindustrien skal holde fingrene fra børneværelset, og forældrene skal træde i karakter. Vi skal turde stå i vejen for det kulturelle skred og passe på vores børn.