Slut med bogsnobberiet: Almen dannelse er også håndværk og produktion

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”Vi har brug for en almen dannelse, der favner bredere.”

Det har mange debattører sagt de seneste år – og med rette. Vores dannelsesideal er blevet for snævert.

Med aftalen om en ny gymnasiereform med et mere erhvervsrettet gymnasium (epx) er scenen sat til en snak om almen dannelse.

Vi kommer fra hver vores folkelige og politiske tradition i arbejderbevægelsen og det grundtvigske højskolebagland. Vi er fælles om at hylde et praktisk dannelsesideal for arbejdere, håndværkere og jordbrugere. Og vi har en tradition for at kombinere ånd og hånd. Dannelsen er et fælles anliggende på tværs af generationer og partiskel.

Hvorfor er så mange fra de akademiske uddannelser så ”bekymrede” for, at den almene dannelse ”svækkes” på den nye epx? I dagbladet Information skriver afgående formand for gymnasielærere Thomas Kepler, at »de gymnasiale uddannelsers faglige kvaliteter og alment dannende formål bliver en udsultet lillebror i de tilfælde, hvor de placeres på erhvervsskoler!«

Man kan mene om epx’en, hvad man vil, men hvornår er det ikke længere blevet almen dannelse, at mennesker kan dyrke jorden og forme og bygge møbler og huse?

Efter årtiers bogligt snobberi er de fleste efterhånden blevet enige om, at Danmark ikke kun er et videnssamfund, men nærmere et videns- og produktionssamfund. Det skal vores dannelsesideal afspejle. Dermed er akademiske færdigheder og praksisfaglighed ikke hinandens modsætninger. Teori og praksis er to tandhjul i det samme maskineri, der griber ind i hinanden.

Derfor handler dannelse ikke kun om at læse bøger. Det handler også om det, du gør og skaber, der peger ud i verden. Hvis vi vil tage unges virkelighed og fremtid alvorligt, skal vi turde udvide dannelsesbegrebet.

Går man over 30 år tilbage til før 90’ernes feberdrøm om, at vi kunne undvære produktion og leve af at være et videnssamfund, vil man finde ud af, at begrebet ”almendannelse” historisk har været i bevægelse.

Forskellige mennesker som den franske filosof Rousseau, vores egen Grundtvig og Kerchensteiner (der var reformpædagog og skoledirektør i München) satte praktiske erfaringer og livsnær læring i centrum. For dem handlede dannelse ikke bare om at vide noget, men om at blive til nogen i mødet med virkeligheden, i arbejdet med hænderne og i samspil med andre.

I 2025 skal dannelse ruste unge til virkeligheden. I en kompleks verden er det ikke nok, at unge har indsigt. De skal også have færdigheder, udsyn, handlekraft og mod til at gøre en forskel. Det kræver, at vi forener det boglige med det praksisfaglige, at vi viser, at værksted, køkken og byggeplads er lige så alment dannende som klasselokalet.

Fremkomsten af AI-sprogmodeller (artificial intelligence) har sat to streger under behovet for et mere praksisorienteret dannelsesbegreb: For man kan ikke prompte sig til en ny trappe til opgangen i andelsforeningen, kvalitetsgrønsager i storkøkkenerne på hospitalerne eller en ny gearkasse på bilerne i villakvarternes garager.

Derfor er almen dannelse også arbejde, håndværk og produktion. Det er også i fokus ved europamesterskaberne i håndværksfag, Euroskills, hvor dygtige unge fra hele Europa kommer til Herning for at dyste i deres håndværk.

Kender man ikke sig selv, sine evner og den verden, vi lever i, ender man ikke øverst på skamlen. Mindre kan selvfølgelig gøre det i det daglige, men det dannelsesideal, som lægges for dagen i disse konkurrencer, er respektindgydende og inspirerende.

For dannelse handler om at se sig selv som en aktør, ikke tilskuer, i sit eget liv og i samfundet. Det er at opdage, at man kan skabe værdi for andre, og at man har både frihed og ansvar til at forme de fællesskaber, man er en del af.

Fra rådgivningssamtalerne i Headspace Danmarks centre rundt i landet ved vi, at unge mennesker lyser op, når de finder noget, de er gode til, hvor deres individuelle styrker kommer i spil og bliver værdsat.

Praksisfaglighed er ikke kun en nyttig vej til et job. Det er en vej til myndiggørelse. Når unge oplever, at de kan omsætte idéer til handling og skabe konkrete resultater, vokser deres tro på egne evner og deres engagement i samfundet.

Det er ikke blot læring, det er dannelse. Vi former ikke kun hoveder, men hele mennesker.

En helhedsorienteret dannelse er også mere inkluderende. Når dannelse ikke kun handler om at være god til at læse og skrive, men også om at kunne forme og skabe, åbner vi flere veje til succes. Det er liberalt, det er demokratisk, og det er nødvendigt.

Lad os derfor gentænke begrebet dannelse. Ikke som et opgør med det boglige – men som en opgradering af det hele menneske i et videns- og produktionssamfund. For dannelsesbegrebet er fælleseje og holistisk og må aldrig være forbeholdt en begrænset del af samfundet.