Pengene skal følge med de nye klimamål

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I år skal Danmark sætte et nyt klimamål for 2035. Det er vigtigt, at vi lærer af erfaringerne fra de seneste år og ikke bare kaster os ud i et politisk kapløb om de højeste ambitioner. Målet skal være realistisk og bygge på, hvad vi faktisk kan opnå med den teknologi og de penge, vi har til rådighed, og reelt realisere den grønne omstilling. Ellers risikerer vi at love for meget uden at kunne levere.

Siden vi satte 70 pct.-målet i 2020, har vi gjort store fremskridt. Klimarådet vurderede tidligere på året, at vi ser ud til at nå målet i 2030, bl.a. takket være en grøn skattereform i industrien. Det viser, at der sker noget, når vi kombinerer politiske beslutninger med erhvervslivets handlinger.

Men vi har også lært, hvad der ikke virker. Vi har set store problemer med havvindudbud, elektrificering, udbygning af elnettet og etablering af brintrør, og produktionen af grønne brændsler bliver vanskeligere at komme i mål med og få skaleret i tilstrækkelig grad. De danske produktionsvirksomheder, der nu mødes med en særlig CO₂-afgift, skal også som aftalt reelt have adgang til grøn energi. Det har vi slet ikke i tilstrækkelig grad i dag.

Og ja, så mangler vi fortsat i Europa at sige ensidigt farvel til den billige russiske naturgas og goddag til den markante udbygning af havvind, biogas, solceller mv. Bl.a. derfor er det vigtigt, at vi får styr på de nuværende udfordringer, før vi sætter nye klimamål.

Virksomhederne spiller en nøglerolle i den grønne omstilling. De har brug for klare planer, så de fortsat kan investere i de rigtige løsninger uden at frygte, at reglerne pludselig ændrer sig. Heldigvis ved vi meget mere nu, end vi gjorde i 2020. Vi ved, hvilke teknologier vi skal bruge, og hvad det kræver af finansiering.

De fire store sektorer, der skal reducere CO₂-udslip efter 2030, er: landbrug, transport, industri og affald. For industri og affald spiller CO₂-fangst og -lagring en afgørende rolle, og det er noget, vi skal investere mere i. Samtidig skal vi sikre, at der i den proces bliver skabt danske arbejdspladser, og at vi udbygger fundamentet for en fremtidig dansk styrkeposition inden for fangst og lagring af CO₂.

Det skal vi bl.a. gøre ved at udnytte de tomme olie- og gasfelter i Nordsøen og på havoverfladen opsætte grønne energi. Klimaet er en global udfordring, og vi kan ikke løse den alene. Med Trump-administrationens exit fra Paris-aftalen er det vigtigere end nogensinde, at EU går forrest og udfylder det globale klimapolitiske magtvakuum.

Den magt og rolle i den globale klimaomstilling skal bruges til at sikre ens spilleregler på tværs af landegrænser. Den skal bruges til at hæve barren for lande, der ønsker at handle med EU, men også internt i EU skal de fælles standarder bidrage til at styrke virksomhedernes konkurrenceevne, imens Europa i langt højere grad bliver selvforsynende med energi.

Den grønne omstilling skal også være socialt balanceret. Vi skal skabe nye arbejdspladser og give folk de kompetencer, der er brug for i en grøn økonomi. Hvis vi ikke sikrer, at alle kan være med, risikerer vi at få utilfredshed og modstand – som vi har set med de gule veste i Frankrig. I Danmark er vi blandt de førende inden for grøn teknologi, og vi skal fastholde den position. Det kræver, at vores virksomheder har klare mål, tydelige virkemidler og den nødvendige finansiering.

Vi bakker op om regeringens meget ambitiøse klimamål om klimaneutralitet i 2045, og at vi i 2050 skal være nettoplusudleder. Men delmålet i 2035 skal være baseret på realistiske løsninger og penge, der er sat af til formålet – ikke bare i ord og hensigtserklæringer, men konkrete handlinger. Hvis vi gør det rigtigt, kan vi både sikre en grøn omstilling, et konkurrencedygtigt Danmark og danske arbejdspladser.