Når diplomati bliver medløberi
Hvordan kan diplomater synes, at det er rimeligt, at en aggressor får sin vilje?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tidligere topdiplomat Friis Arne Petersen er bekymret på Ukraines vegne. Jeg er nu mere bekymret på diplomatiets vegne, for hvordan udøves det såkaldte diplomati over for en aggressor som Putin? Er det virkelig sådan, at der skal diplomati og “snilde” til at løse konflikten mellem de to lande? Underforstået, at Ukraine skal lægge sig fladt ned og anerkende, at Rusland tager bid for bid af Ukraine? Anerkender “diplomatiet” slet ikke Ukraines ret til at eksistere som et selvstændigt land og folk? Det synes ikke at være tilfældet.
Vi kunne jo drage den sammenligning, at Rusland invaderede Bornholm. Ville “diplomatiet” da anbefale, at Danmark (også) lagde sig fladt ned og derved afgav en del af Danmark til Rusland? Er det virkelig diplomati blot at vende den anden kind til? Gu’ er det ej, men kort og godt medløberi af værste klasse.