Det Faglige Hus lever af vores resultater – uden at løfte en finger

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er mildt sagt grotesk at læse Johnny Nim fra Det Faglige Hus her i Jyllands-Posten forsøge at belære os andre om den danske model og overenskomstsystemet. Ikke alene fordrejer han mine udtalelser – det kommer også fra en aktør, som for nylig selv har måttet opgive at forhandle overenskomster. Det ville klæde ham at have lidt selvindsigt, før han begynder at lange ud efter dem, der faktisk løfter ansvaret.

Først og fremmest: Kernen i den danske arbejdsmarkedsmodel er, at løn og arbejdsvilkår fastlægges af arbejdsmarkedets parter – ikke af politikere. Det er en model, som har skabt høj beskæftigelse, stærk produktivitet og god realløn i Danmark. Politikerne skal ikke bestemme lønnen – det skal de overenskomstbærende parter.

Når Johnny Nim kritiserer mig for at tale mod politisk indblanding, viser han en dyb og manglende forståelse for modellen. Der er forhandlinger for de offentligt ansatte næste år. Her kan soldaterne – ligesom andre grupper – naturligvis kræve højere løn. Og mon ikke de har gode kort på hånden, når der er så stor politisk opbakning?

I øvrigt kunne man vælge at bryde med den gamle tradition om, at alle offentlige grupper skal have den samme lønfremgang – og i stedet prioritere nogle grupper højere. Det ville give mening, hvis man mener det alvorligt.

Det er svært at tage Det Faglige Hus alvorligt, når det kommer til overenskomster. Først overtog de Krifas såkaldte ”discount-overenskomster” i 2017 – vel at mærke efter at Krifa selv havde sagt stop, fordi de ikke længere ville lægge navn til aftaler med elendige vilkår. Nu har Det Faglige Hus så afleveret overenskomsterne tilbage til Krifa. Nu er det dem, der ikke længere vil ”lægge navn til”.

Når to gule aktører på skift frasiger sig ansvaret for de samme overenskomster, fordi de er for dårlige, så er det vist klart for enhver, at det er og bliver en tabersag for lønmodtagerne, at der er fagforretninger, der insisterer på at have overenskomster uden strejkeret.

Det Faglige Hus og de andre gule forretninger bidrager ikke til at skabe bedre løn- og arbejdsvilkår i Danmark. De har ingen konfliktkasser, ingen forhandlingsstyrke og påtager sig intet ansvar. De har baseret hele deres forretning på de resultater, vi andre forhandler hjem – men de rører ikke en finger for at sikre dem. De skaber ingen forbedringer for lønmodtagerne. Og alligevel kritiserer de os, der finansierer hele systemet. Det er himmelråbende.

De overenskomstbærende fagforeninger investerer massivt i at forhandle stærke aftaler hjem. Og vi betaler for det fagretlige system, så lønmodtagere ikke skal bruge tusindvis af kroner på at føre civile sager mod deres arbejdsgivere. I andre lande bliver folk trynet, fordi de ikke har det sikkerhedsnet. I Danmark har vi det, fordi vi har fagforeninger, der tager ansvar.

Lad mig slutteligt minde om én ting: Danmark er blandt de lande i Europa, hvor reallønnen er kommet hurtigst tilbage efter inflationen. Det skyldes ikke Det Faglige Hus – for det bidrager slet ikke. Det skyldes stærke overenskomster og et aftalesystem, der virker.