Erdogan vil være Putin

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kun fire dage inden Istanbuls borgmester Imamoglu skulle udpeges som præsidentkandidat for Det Republikanske Folkeparti (CHP), blev han anholdt. Ekrem Imamoglu nyder stor popularitet blandt alle borgere i Tyrkiet, uanset deres partipolitiske tilhørsforhold.

Han bliver derfor betragtet som den bedste kandidat, der kunne samle hele oppositionen med henblik på at vælte Erdogan ved det kommende præsidentvalg i 2028.

Hvorfor haster det så for Erdogan at forhindre Imamoglu i at opstille til valget, når der er mere end tre år til valget? Det handler først og fremmest om timing. I en verden i krise, især den politiske usikkerhed og ustabilitet med Trump, hvor alliancer dannes på ny, vurderer Erdogan formentlig, at han skal handle nu.

Han er bevidst om, at EU har brug for ham mod Putin og nye flygtningekriser. USA har brug for ham – igen mod Putin, men også i en eventuel kommende krig mod Iran, hvis Trump vælger at bøje sig for Netanyahu. Putin har selvfølgelig også brug for ham for at kunne omgå den politiske og økonomiske embargo fra Vesten.

Det Hvide Hus har efter Imamoglus anholdelse meddelt, at de ikke kan blande sig i Tyrkiets indenrigspolitik. EU har igen blot udtrykt en let bekymring. Set i det lys er det svært at forestille sig, at de hidtidige internationale reaktioner er nok til at afskrække Erdogan mhp. at handle anderledes.

Som den anden bevæggrund kan man sige, at Erdogan ønsker at splitte oppositionen. Og timingen er igen til Erdogans fordel her. Imamoglu er blevet beskyldt for korruption, men interessant nok også for at medvirke til »at støtte terror«. Med terror henvises der til alliancen mellem CHP og det pro-kurdiske parti DEM ved seneste kommunalvalg i Tyrkiet.

I forbindelse med kommunalvalget 2024 indgik DEM nemlig en alliance med CHP om at støtte en del af CHP’s demokratiske kandidater i en række tyrkiske byer, hvor DEM ikke selv havde en chance. Denne alliance var med til, at CHP vandt stort i 2024-valget, og det var Erdogans første og største nederlag i hans mere end 20 år lange herredømme i landet.

I forbindelse med beskyldningerne mod Imamoglu om terrorstøtte vælger Erdogan nemlig at foretage sin gængse kobling mellem DEM med Kurdistans Arbejderparti (PKK) og mener derfor, at Imamoglu modtog støtte fra PKK, hvilket betyder, at han også arbejder for PKK.

Det er en påstand, der i den grad er langt ude, men som altid giver genklang hos Erdogans tilhængere, hver gang Erdogan henviser til »kampen mod terror«. Med dette ønsker Erdogan dermed at forhindre en mulig alliance mellem kurdere og CHP ved det kommende præsidentvalg ved at presse CHP til at tage afstand fra kurdere.

I den sammenhæng er det værd at påminde om, at CHP trods sine socialdemokratiske rødder er et parti, der er stærkt orienteret mod tyrkisk nationalisme og ønsker en fastholdelse af nægtelsen af den kurdiske minoritets rettigheder i landet. Derved lægger Erdogan op til en intern splittelse i CHP ved at anholde Imamoglu, som ellers er den bedste figur, der kan samle partiet.

Alt det her sker, imens der foregår forhandlinger mellem staten og PKK som følge af, at PKK havde erklæret, at partiet er klar til at nedlægge våben og opløse sig selv, hvis staten baner vejen for en demokratisk løsning ved at foretage de nødvendige forfatningsændringer, der sikrer anerkendelsen af kurdernes rettigheder.

Anholdelsen af Imamoglu må derfor også fortolkes som et klart signal til kurderne om, at de skal holde sig fra at støtte Imamoglu i forbindelse med de igangværende uroligheder i landet.

Tværtimod skal de støtte Erdogan. Hvis de vælger at støtte Imamoglu, kan Erdogan eventuelt trække sig fra forhandlingerne og slå hårdt mod dem. Ikke kun i Tyrkiet, men formentlig også i Syrien for at kunne eliminere det kurdiske selvstyre, som Erdogan altid har anset som en trussel mod Tyrkiets nationale sikkerhed.

Det er ikke første gang, Erdogan forsøger at sætte sine politiske modstandere ud af spillet, og han har nemlig altid været god til den slags. Imamoglu er bare den sidste brik i spillet, hvor Erdogan med anholdelsen af ham blot kan fjerne det sidste håb i samfundet, inden han cementerer sin endegyldige og evige magt i landet i stil med ”Putins autokrati”.

Det vil sige, at de kommende valg i Tyrkiet og demokrati vil derfor være spil for galleriet, og Erdogan dermed vil sidde på magten på livstid.

Erdogan har altid været pragmatisk og er faktisk kendt for at være god til at udnytte sine handlemuligheder. I en verden i forandring, hvor de internationale konventioner og sanktioner er udfordret og svækket over for lande som Tyrkiet, hvor demokratiske værdier tilsidesættes grundet den stigende sikkerhedstrussel, samt hvor højreorienteret populisme vinder frem i Vesten, regner Erdogan med, at han stille og roligt kan konsolidere sin magt uden at møde megen modstand fra omverdenen.

Når det er sagt, er det vigtigt at fremhæve, at CHP faktisk selv er skyld i, at Erdogan er blevet så magtfuld, som han nu er. Trods at CHP har været et parti, der altid så sig selv som garant for demokrati og sekularisme, har partiet aldrig været god til at mobilisere civilsamfundet og samle oppositionen.

CHP har ofte holdt kurdere på afstand og ønskede ikke at samarbejde med dem. Partiet havde faktisk et reelt politisk momentum efter kommunalvalget i 2024, som CHP valgte ikke at udnytte. I stedet gik partiet med til den såkaldte ”normaliseringspolitik”, der skulle skabe en god politisk stemning mellem Erdogan og CHP, selv om der var en unik mulighed for at tvinge Erdogan til et tidligt præsidentvalg før 2028 med henvisning til de mange udfordringer i landet, navnlig den dårlige økonomi og skyhøje inflation.

Siden Imamoglus anholdelse har der været store demonstrationer i Tyrkiet, som måske aldrig er sket før, og i næsten alle byer.

Reaktionerne har været mere, end Erdogan og CHP forventede. Alle dem, der gik på gaden, er ikke nødvendigvis vilde med Imamoglu, men betragter ham som den bedste og mest demokratiske kandidat, der kan vinde over Erdogan. Folk anser ham som det sidste håb, der kan bringe deres sult og elendighed til livs.

Befolkningen er bekymret for, at deres børn ikke har en fremtid. De er også trætte af at opleve, hvordan korruption og social uretfærdighed er blevet normaliseret i landet.

Hvis CHP nu vælger at mobilisere civilsamfundet og ikke udviser tilbageholdenhed i forhold til et samarbejde med kurdere og landets andre demokratiske kræfter, vil de altid have en chance mod Erdogan. Dette kan være med til at tvinge Erdogan til at udskrive et tidligt præsidentvalg. I modsat fald må alle vænne sig til en mere magtfuld og ustyrlig Erdogan. Ikke alene befolkningen i Tyrkiet, men også Vesten.