Islam er en slags moderne apartheid

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I denne måned afholder muslimer verden over den hellige fastemåned, ramadanen. Mens Solen er på himlen, må den rettroende muslim bl.a. hverken spise eller drikke. Det er ikke svært at forestille sig, hvor svært det må være, hvis ramadanen under vores himmelstrøg falder omkring midsommer – specielt for mennesker, som skal arbejde uden at spise eller drikke. Det er det rene vanvid.

Folk må tro, hvad de vil. Vi har religionsfrihed her i landet. Men mange aspekter ved islam er så indgribende og omfattende, at de indirekte også kommer til at diktere tilværelsen for ikke-muslimer. Det har vi f.eks. oplevet, når der er fremkommet muslimske krav om særbehandling såsom etablering af bederum, særlige krav til fødevarer eller kønsadskillelse. Og vi oplever det også under ramadanen.

Og her går grænsen: Religionsfrihed for nogle skal ikke medføre religionstvang for andre. Ingen religion skal diktere i det offentlige rum. Ingen religion skal dele folk op i ”rene” og ”urene”, og ingen religion skal have lov at skille mennesker fra hinanden – heller ikke de to køn. Og religion skal ikke gribe ind i børns frihed til at være børn sammen med andre. Jeg vil simpelthen ikke se det her i Danmark. Det hører ikke hjemme her. Det er rablende skørt.

Desværre oplever vi, at fasten bliver påtvunget mange muslimske børn, som på grund af mangel på både mad og drikke ikke kan få samme udbytte af undervisningen som andre, og som heller ikke kan forventes at give den gas i skolegården eller på sportspladsen. Det er en helt uacceptabel forskelsbehandling og en mental isolering af disse børn. Vi vil ikke se det.

Netop under ramadanen kommer islams fuldkomment anderledes syn på, hvad det vil sige at være menneske, til udtryk. Grænser og skillelinjer mellem frihed og tvang bliver tydelige. Islam har en tendens til at isolere sine tilhængere og anbringe dem i et åndeligt fængsel. Det gælder kvinder med tørklæde – hvad enten de bærer det frivilligt eller under tvang. Det gælder børn, som er tvunget til at faste, fordi de får at vide, at de ellers havner i helvede.

På den måde bliver islam en slags moderne apartheid. I Sydafrika var sorte, hvide og farvede adskilte og levede adskilte liv. I dag handler skillelinjerne om religion. I årtier har vi brugt ufattelige ressourcer på såkaldt integration. Det er nok et af de mest misbrugte begreber i nyere tid, fordi integration som regel handler om det stik modsatte, nemlig om indvandreres påståede ret til at lave et liv fuldstændig som i oprindelseslandet. Ellers bliver de nemlig aldrig integrerede, påstås det.

I Dansk Folkeparti mener vi ikke, at islam hører hjemme her i landet. Islam skal derfor heller ikke have lov at diktere noget som helst. Hvis børn skal faste, skal det ikke foregå, mens de modtager undervisning og forventes at klare det samme som deres ikke-fastende skolekammerater. Vi skal væk fra apartheid og adskillelse. Hvis muslimer ikke kan forstå det, må de finde et andet land at opholde sig i – f.eks. et muslimsk.