Konkurrencestaten anno 2025 er generationsslaveri

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mattias Tesfaye har, siden han blev undervisningsminister, haft en våd drøm om at bestemme unge menneskers fremtid med forslag om både hårdere straffe i folkeskolen, højere adgangskrav på boglige ungdomsuddannelser, lukning af 10. klasse og den seneste nye ”åndelige oprustning”, som skal danne unge mennesker til at blive danske patrioter.

Tiltagene har indtil videre haft ét eneste mål: at disciplinere en generation til at være statens marionetdukker, der udviser samfundssind og nyttige kompetencer.

Vinderen er staten og de forrige generationer; taberen er den enkelte unge.

Jeg blev født i 2007; samme år bliver Vladimir Putin Times ”Person of the Year”, og Barack Obama vælges til USA’s første sorte præsident året efter.

Selvom jeg blot er 17 år gammel, lever jeg i dag i en fuldstændig forandret verden.

Dengang var der håb for verdens progressive kræfter, der var fred i Europa, USA var vores venner, og aldrig havde vi før haft en så højtuddannet generation af unge mennesker. Konkurrencestaten levede også dengang i bedste velgående, men den levede ikke på individets bekostning på samme måde som i dag.

I dag fungerer konkurrencestaten som noget, der er hævet over den enkelte, og krigstidens dannelsesideal har gjort ungdommen til produkter af statens utopiske krigsmaskine med begrundelsen, at samlebåndet ikke stopper i Rusland.

Den tvinger og disciplinerer mennesker til at give et nyttigt bidrag til statskassen, selvsamme statskasse, som ikke har sikret min generation nok pædagoger i dagtilbuddene, styrket folkeskolen eller skabt ordentlige tilbud i ungdomspsykiatrien.

Min generation er blevet samfundets tabere, så kære regering, hvordan kan I forlange, at jeg udviser samfundssind, når samfundet aldrig har set min vej?

Fokus på det egennyttige individ er forsvundet fra ligningen, og tilbage er kold og kynisk disciplinering at hente ud af regeringens drømmesamfund, der udelukkende kan beskrives som generationsslaveri. Vi skal få børn for staten, uddanne os for staten, arbejde for staten, men for hvilken stat?

Der er intet fællesskab for os at hente i den nye, autoritære tilgang til statsbegrebet, så det lader vi de gamle om. Arne får sin Arnepension, og hans børn og børnebørn får lov til at være slaver for konkurrencestaten.

Det er desværre socialdemokratisk politik i 2025.