Kunstig intelligens er ikke en trussel. Det er nøglen til fremtidens velfærd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er som udgangspunkt en positiv historie: Vi bliver ældre, end vi nogensinde er blevet før. Men vi bliver også færre. Så vi går hurtigt fra en god historie til en mindre god. For hvert år fødes der stadig færre børn, mens antallet af mennesker over 80 år stiger dramatisk. Alene over det næste årti ventes antallet af mennesker over 80 år at stige med mere end 140.000. Om bare 25 år vil antallet af ældre over 80 år være fordoblet, mens arbejdsstyrken vil være markant mindre.

Det er ikke længere en fjern eller teoretisk udfordring. Det er en akut virkelighed. Og det betyder, at Danmark står ved en skillevej. For vores velfærdssamfund betyder det én ting: Vi har ikke nok hænder og hoveder til at opretholde den kvalitet og omsorg, vi er vant til. Allerede nu mærker vi presset i ældreplejen, på sygehusene og i den kommunale velfærd. Hvis vi ikke handler nu, risikerer vi, at fremtidens Danmark mister den styrke, der i dag gør os til et af verdens bedste lande at leve i. Men der er en vej frem. Teknologien kan blive vores vigtigste allierede – hvis vi tør og formår at omfavne den.

Når jeg lytter til historierne fra landets plejehjem, hører jeg om dedikerede sundhedsmedarbejdere, der hver dag yder en indsats præget af kærlighed til arbejdet og omsorg for borgerne. Men jeg hører også historier om tidspres, om opgaver, der ikke altid når at blive løst, og om et ønske om at kunne gøre mere.

Det viser både styrken og sårbarheden i vores system. Vi har et fundament, der fungerer, men udfordringerne vokser. En analyse fra KL viser, at der i 2035 kommer til at mangle ca. 34.000 ansatte alene i hjemmeplejen, hvis vi til den tid skal fastholde det nuværende serviceniveau. Vi kan ikke løfte den opgave alene med mere personale – simpelthen fordi der ikke er nok medarbejdere derude.

Her kommer teknologien ind i billedet. Den er ikke en luksus. Den er en nødvendighed, hvis vi skal sikre, at vores ældre får en ordentlig service, at vi får både hurtig og korrekt offentlig service, og at vores sygehuse fortsat kan levere behandling i verdensklasse.

Det er netop med dette for øje, at regeringen sammen med KL og Danske Regioner har nedsat en digital taskforce for kunstig intelligens i den offentlige sektor, bl.a. med et mål om at frigøre årsværk. Dette initiativ har i visse kredse desværre været misforstået som en ren spareøvelse. Men det er misforstået. Det handler om at skabe en motor, der gør, at vi kan arbejde mere effektivt og samtidig give mere tid til velfærd, hvor mennesker hjælper mennesker.

Teknologi er ikke et alternativ til menneskelig omsorg. Tværtimod er det en forudsætning for, at vi kan blive ved med at levere den – og levere den med højere kvalitet, nærvær og menneskelighed.

Men hvis vi skal bruge teknologiens potentiale, må vi også turde tale om de barrierer, der står i vejen. Mange af dem er skabt i den bedste mening, men rammer helt skævt i praksis. Et eksempel er GDPR – regler for beskyttelse af persondata. Det er uden tvivl en vigtig og nødvendig lovgivning, der har sat rammerne for, hvordan vi beskytter vores persondata. Men samtidig ser vi mange eksempler på, hvordan eksisterende regler spænder ben for gode løsninger med blandt andet kunstig intelligens, især i kommunerne og i sundhedssektoren.

Der er f.eks. talrige eksempler på kommuner, der enten kører videre i komplet usikkerhed eller helt har måttet opgive at implementere teknologier, som kunne effektivisere arbejdet og styrke borgernes velfærd på grund af kompleksitet eller begrænsninger i eksisterende regler.

En sådan usikkerhed om gældende regler er ekstremt ødelæggende for brugen af kunstig intelligens i den offentlige sektor. Vi risikerer at havne i en situation, hvor vi de facto fraviger beskyttelsen af nogle af de mest sårbare borgere – alene fordi vi er usikre på fortolkningen af gældende regler.

Gældende regler skal selvfølgelig overholdes – men de bør ikke stå i vejen for løsninger, der stiller borgeren åbenlyst bedre. Vi må ikke ende med at beskytte persondata frem for personen selv – det er helt skævt. Det må ikke blive et valg mellem databeskyttelse og fremtidssikret velfærd. Vi skal finde løsninger, der balancerer de to hensyn. Det kræver en justering af, hvordan vi forstår og anvender reglerne, så de understøtter – og ikke hæmmer – de innovative løsninger, vi så desperat har brug for.

Det er bl.a. en af de opgaver, Den digitale taskforce for kunstig intelligens skal hjælpe med at løse. Så vi på tværs af stat, kommuner og regioner kan fokusere på at udrulle de løsninger, der virker. Vi skal bruge taskforcen til at finde frem til de metoder og teknologier, som giver den bedste og største effekt i vores velfærdssamfund. Det er en meget væsentlig pointe, at ikke alle AI-teknologier blot er ”plug and play”, når det gælder velfærdsservice. Mens nogle teknologier er modne, skal andre først modnes. Kunstig intelligens er en nøgle til fremtidens velfærd. Men det er ikke en universalnøgle.

Når vi taler om teknologiens rolle, møder jeg ofte bekymringer: ”Vil robotterne tage vores job?” ”Bliver vi overflødige?” ”Kan jeg ikke tale med et menneske længere?” Den slags spørgsmål. Virkeligheden er, at det modsatte er tilfældet. Vi har brug for teknologi til at støtte og styrke os – ikke til at erstatte os. Vi ser allerede, hvordan teknologien kan gøre en forskel:

I sundhedssektoren kan AI aflaste personalet ved at automatisere administrative opgaver og frigøre tid til patientkontakt.

I ældreplejen kan robotter hjælpe med både administrative og praktiske opgaver som medicinhåndtering og rengøring, så de ansatte kan fokusere på det, der virkelig betyder noget: samværet med borgerne.

I den offentlige administration kan automatisering gøre sagsbehandlingen hurtigere og mere effektiv, så borgerne oplever bedre service.

Disse løsninger er ikke science fiction. De findes allerede. Og alligevel er de langtfra implementeret i stor skala.

Det handler ikke om at omkalfatre vores velfærdssamfund. Det handler om at give det en vitaminindsprøjtning, der styrker fundamentet for vores land i en tid, hvor demografien og geopolitikken vil udfordre os som aldrig før. Vi skal investere i teknologier, der virker, og vi skal turde gøre op med unødvendige regler, der hæmmer innovation. Og som kan give vores kommuner og institutioner de handlemuligheder, de har brug for til at tage nye løsninger i brug.

Det kræver dog politisk mod at skære igennem bureaukratiet og sikre, at vores regulering arbejder med – og ikke imod – de teknologiske muligheder. Teknologien er ikke en trussel. Den er vores værktøj til at bygge fremtidens Danmark. Men hvis vi tøver, mister vi muligheden for selv at tage styringen. Vi risikerer at ende i grøften – ikke fordi teknologien overtager, men fordi vi ikke brugte dens potentiale.