Skal Norden være det nye Nato?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ønsker man at hjælpe sig selv og andre bedst, skal man som bekendt tage sin egen redningsvest på først, førend man hjælper andre med deres. Indrømmet. Det er en noget forslidt kliché. Men budskabet holder – også når det gælder den nutidige sikkerhedspolitiske situation – og er derfor værd at gentage i disse dage.

Knap var det sidste fly lettet fra den årlige sikkerhedskonference i München, førend Europas statsledere valfartede til Paris for at diskutere den akutte sikkerhedssituation. For amerikanske sikkerhedsgarantier i Nato og over for Europa – og Ukraine – kan ikke længere tages for givet.

Og Europa må meget hurtigt vågne op til den nye realitet og sikre sit eget forsvar i en tid, hvor fjenden – Putin – har et alvorligt forspring. Spørgsmålet er, hvordan vi som lille nordisk land adresserer den nye sikkerhedsmæssige situation bedst? Eller – for at blive i klichéernes verden – hvordan vi spænder vores egen redningsvest mest effektivt, således vi bedst kan hjælpe Europa, Ukraine og selvfølgelig os selv?

Et lille land som Danmark kan med stor fordel udvikle og styrke sin koncentriske sikkerhedsstrategi. Altså en sikkerhedsstrategi, som består af flere cirkler (altså forsvarsalliancer), som hver især understøtter hinanden og dermed gør det sværere for Putin at angribe både kernen i systemet og systemet i sig selv. Nato spiller her fortsat en afgørende rolle som overordnet koncentrisk sikkerhedscirkel. Det er den, som skal sikre hele den frie verden. Det vil Nato fortsat gøre, selvom amerikanske meldinger giver anledning til bekymring.

Herudover har mange – med rette – set mod EU som næste cirkel. Og EU er da også det oplagte svar, hvis vigtighed ikke må nedtones.

Men det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet. Og for et lille land som Danmark vil det være gavnligt at tænke mere geografisk – særligt fordi truslen også regionalt er rettet mod Norden og Baltikum, sådan som den seneste tids kabelsabotage i Østersøen har bevidnet. Kernen i et koncentrisk sikkerhedssystem kan for Danmark med fordel være Norden og de baltiske lande.

Norden har allerede rykket hurtigt og tæt sammen i geledderne under den nuværende krise. Island bejler til EU-medlemskab, ligesom Norge har smidt dele af sin EU-skepsis.

Og midt i den varme diskussion om Grønlands fremtid har flere politikere udtalt sig varmt om medlemskab, ligesom den proeuropæiske diskussion også har medvind på Færøerne. Læg hertil, at Norden med det seneste finske og svenske medlemskab af Nato nu også står stærkere nogensinde forsvarsmæssigt inden for Nato. Norden og Baltikum er bedre end nogensinde synkroniseret inden for det sikkerhedspolitiske arbejde i Nato og medlemskab af EU.

Står et nordisk forsvarsarbejde i vejen for EU’s forsvarssamarbejde, og kan det ligefrem blive en konkurrent? På ingen måde. Faktisk tværtimod. Et effektivt nordisk forsvarssamarbejde kan visionært vise vejen for udarbejdelsen af et effektivt europæisk forsvarssamarbejde, ligesom EU er langt bedre stillet med et stærkt, fælles Norden som medlem end en række svagt integrerede, individuelle nordiske medlemslande.

Og så vil et fælles nordisk sikkerhedssamarbejde modvirke nogle af de spændvidder, som udgør svagheden ved den europæiske løsning, og som på sigt kan blive en sikkerhedstrussel i sig selv og risikere at splitte EU.

EU har først og fremmest en stor geografisk spændvidde. Størrelsen er selvfølgelig med til at gøre EU stærk, men samtidig risikerer EU at møde Putin på flere fronter. I værste fald samtidig.

Det er eksempelvis ikke utænkeligt, at Putin igen bruger tredjelandsmigration mod de østlige eller sydlige EU-medlemslande som “våben”, samtidig med at krigen i Ukraine raser. En sådan flerfrontskrig med kabelsabotage i nord, krig i øst og migrationspres i syd kan true med at rive det europæiske samarbejde fra hinanden, fordi prioriteterne bliver regionale og sensitive, og medlemslandene her kan blive splittet.

Skabes der geografiske suballiancer – som f.eks. et nordisk forsvarssamarbejde, som inkluderer Baltikum – kan vi mere effektivt og hurtigt besvare de geografiske udfordringer i en bestemt region og samtidig være en del af det større europæiske samarbejde, uden det nødvendigvis skaber grobund for europæiske splittelse. Det giver den fordel, at vi kan handle hurtigt og effektivt regionalt og samtidige bidrage til de afskrækkende stormagtsfordele på EU-plan.

EU har også en potentiel stor og problematisk spændvidde mellem nærdemokrati og militær oprustning, som kan afhjælpes af et stærkt nordisk samarbejde.

Danskerne synes ikke at være klar til en decideret EU-hær og har til tider udvist EU-skepsis omend i dens bløde variant. Et udelukkende europæisk samarbejde på forsvarsområdet løber en langt større risiko for at miste folkelig legitimitet og opbakning end en kombineret løsning med fokus på både at styrke Norden og Baltikum og EU på samme tid.

Særligt fordi oprustningen også sker samtidig med de største og hurtigste udvidelsesforhandlinger i EU’s historie med lande, hvoraf nogle kun rangeres som “delvist frie” i demokrativagthunden Freedom Houses årlige målinger. Et tæt nordisk sikkerhedssamarbejde er lettere at legitimere i befolkningen, idet de nordiske landes politiske systemer og forsvarsmæssige regionale prioriteter er bedre samordnet.

Endelig er EU hæmmet af en stor spændvidde både mellem agendasættelse og beslutning, men også mellem beslutning og eksekvering. EU’s 27 medlemslande har forskellige interesser og prioriteter. Og hvor EU har vist sig god til at regulere og monitorere, har unionen været mindre god til at give effektive, hurtige og slagkraftige svar, som er krævet i den sikkerhedspolitiske situation, vi nu står i. Det er selvfølgelig svært at samle de 27 medlemslande. Et faktum, som Putin aktivt udnytter ved bl.a. via misinformation at skabe splid landene imellem, hvilket har vist sig ganske effektivt, bl.a. som katalysator til brexit.

Et effektivt, beslutningsdygtigt nordisk samarbejde vil ikke kun smidiggøre den europæiske beslutningsproces, men også visionært vise vejen for et hurtigt og effektivt fælles forsvar.

En koncentrisk sikkerhedsstrategi med kerne i Norden er den bedste måde, vi kan sikre et stærkt Europa og et stærkt Nato og samtidig sikre vores egne regionale interesser bedst. Den seneste tids intensive globale fokus på Grønland og kabelsabotage i Østersøen bør fjerne enhver tvivl om, at Norden og Baltikum er primære mål for fjendtlige magter, og at presset kun vil øges de kommende år.

Danmark og Europa står stærkest, hvis den europæiske oprustning sker samtidig med skabelsen af en fælles nordisk-baltisk forsvarsalliance.

Institutionerne eksisterer allerede med det mundrette navn (Nordefco) – the Nordic Defence Cooperation. Nu er det op til os at fylde dem med visioner, materiel og effektiv beslutningskraft. Og det må gerne ske hurtigt.