Den glemte kvindekamp er den glemte frihedskamp

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Indvandrerkvinders kamp for at løsrive sig fra negativ social kontrol er ikke kun den glemte kvindekamp. Det er en af de største frihedskampe, der udkæmpes på dansk jord i dag. Derfor er det også vigtigt, at Kommissionen for den glemte kvindekamp nu er kommet med nye anbefalinger til at styrke frihedsrettighederne for indvandrerkvinder.

Negativ social kontrol er et område, der ikke blot er vigtigt at belyse, men også at bekæmpe aktivt. For lige for næsen af os, skjult for det utrænede øje, ligger mange piger og kvinder nemlig stadig under for deres familiers meninger om, hvordan de må leve deres liv.

I Københavns Kommune er der øjne, der er trænet til at opdage disse ting. Social kontrol-vejledere kalder vi dem. Og de har vist sig at være nødvendige. Udover at sparre med de medarbejdere, der støder på mulige tilfælde af negativ social kontrol, har de også en opgave i at registrere sagerne løbende. På den måde kan vi gøre vores for at kaste lys over mørketallene på området.

I jobcentret oplever vi, at der jævnligt lægges hindringer i vejen for at få indvandrerkvinder i uddannelse eller beskæftigelse. Som eksempel kan jeg fortælle historien om ”Amina”, der i en årrække havde været på kontanthjælp. Hun havde dårlige danskkundskaber, ingen formel uddannelse og stort set ingen arbejdserfaring. Aminas mand var ofte med til samtalerne i jobcentret. Her førte han gerne ordet og insisterede på, at hendes helbredssituation gjorde, at hun ikke kunne være i praktik eller på en arbejdsplads. Når Amina selv blev spurgt, bekræftede hun, hvad hendes mand sagde. Men mistanken begyndte at nage.

Så en dag talte Amina med en af vores social kontrol-vejledere, uden at hendes mand var til stede. Samtalen viste, at mistanken var berettiget. Aminas mand ville ikke have, at hun var i praktik eller på et arbejde – steder, hvor hun kunne risikere at skulle omgås mandlige kolleger. Amina fortalte, at hun gerne ville arbejde og være en rollemodel for sine børn, men havde svært ved at modsætte sig mandens krav.

Vejlederen fortalte Amina om hendes rettigheder og gav hende værktøjer og teknikker til at ”forhandle” med manden. Det var et langt, sejt træk, men gennem vejledningen blev Amina støttet i at sige fra, og i dag er hun i arbejde.

Mange indvandrerkvinder vil kunne spejle sig i Aminas historie. Måske med undtagelse af den lykkelige slutning. I 2020 viste en undersøgelse, at hver tredje ansat i jobcentret inden for det seneste år havde haft kontakt til en kvinde af anden etnisk herkomst, der oplevede et pres fra enten familie eller omgangskreds for ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det ødelægger den tillid, det danske velfærdssystem er baseret på. Hvor de, der kan bidrage til fællesskabet, gør det. Og ikke går derhjemme bag nedrullede gardiner.

Det nylig indførte tiltag fra Christiansborg om arbejdspligt er også et vigtigt skridt i den kamp. Fordi kvinderne nu er nødt til at komme ud af hjemmet for at få udbetalt deres ydelse. Og ved at komme ud i lyset gør de det sværere for os andre at glemme deres kamp.