Lige nu viser USA os vigtigheden af en statsstøttet presse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I samtlige debatter herhjemme om USA de seneste mange måneder er samtalen om det amerikanske demokratis dårlige tilstand og mulige forfald blevet antændt af Donald Trumps antidemokratiske manøvrer.

Da USA er Vestens største demokrati, er det naturligt at spejle sig i dets krise med tanke på, om lignende bevægelser kunne ske herhjemme. Meget af den diskussion handler om presse og særligt fri presse under ansvar.

For i Europa og særligt i Danmark er det med måben og forbavselse at se, hvorledes de amerikanske politiserende og partifarvede tv-stationer, aviser og diverse andre medier i mange år har formuleret hvert deres verdensbillede og virkelighed for borgere og vælgere i USA.

Og som det klareste eksempel står sagen og løgnen om det stjålne valg i 2020. Trump-administrationen spredte massive løgne og konspirationsteorier om Demokraternes valgsvindel, og pga. konservative tv-stationer som Fox News går mange republikanere rundt den dag i dag i sikker tro på, at dette passer. Eksperter har påpeget, at Fox News på intet tidspunkt var i besiddelse af dokumentation for påstandene.

Alligevel publicerede den ingen former for kritik af konspirationsteorierne. Forklaringen ligger i, at kanalen er et privat medieforetagende, hvis abonnenter primært af konservative republikanere. Og da ”Stop the steal”-kampagnen hurtigt fik vind i sejlene blandt præsidentens kernevælgere (og ivrige Fox News-seere), handlede det mere om at gøre kunderne tilfredse og dermed ignorere alle presseetiske overvejelser om at sikre sandhed og oplysning i samfundet.

I Danmark er mediebilledet heldigvis komplet anderledes. Her er de største mediehuse kraftigt statsstøttet og altså ikke med de frie markedsvilkår som eksistensgrundlag.

Det sikrer to ting: For det første, at den journalistiske etik og faglighed ikke behøves smides over bord til fordel for salgstal. Og for det andet, at en statsstøtte også kommer med nogle modkrav om objektivitet, public service og sandhedskriterier.

De nylige offentliggjorte anbefalinger fra statens medieansvarsudvalg med Søren Pind i spidsen lægger om noget vægt på det presseansvar, et fuldvoksent demokrati er afhængig af.

Med oplysning som den bærende olympiske fakkel skal medier – dette gælder alle medier uagtet statsstøtten – kunne trækkes i en særret under Ombudsmanden, hvis der bliver begået presseetiske lovovertrædelser. Pointen er, at denne juridiske instans er statsfinansieret.

Den stolte, dygtige tradition for armslængdeprincippet sikrer, at denne magt ikke kan udnyttes politisk. Dette tiltag kombineret med en stærk mediefinansiering forankret i den danske stat bevirker, at medier ikke forfølger profitorienterede motiver, men i stedet lader sig drive af grundprincippet om objektiv sandhed.