Europa snorksov: Vi har selv svigtet sikkerhedspolitikken

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 1945 mødtes Churchill, Roosevelt og Stalin i Jalta. Her aftaltes Europas fremtidige deling, når Nazityskland var endeligt nedkæmpet, og hermed fundamentet for den verdensorden, som gjaldt frem til 1989. Her ofrede Churchill og Roosevelt utallige folkeslags skæbne mod at sikre sig Stalins hjælp til det sidste i kampen mod Hitler.

Nu forlyder det, at fremtidens verdensorden snart skal aftales på et møde mellem Donald Trump og Vladimir Putin. Hverken det kæmpende Ukraine eller landets europæiske allierede er inviteret.

Gamle kæmper som Storbritannien og Frankrig ignoreres på lige fod med det stadigt svagere Tyskland og små, arrigt bjæffende terrierstater som Danmark.

Siden 1989 har Vesten levet højt på visheden om, at ”historien er endt”. Hverken islamisk terror eller tegnene på, at den russiske bjørn var begyndt at røre på sig igen, vækkede os af vor selvvalgte tornerosesøvn. Vi indkasserede fredsdividenden i naiv forvisning om, at vi jo havde Nato, og at amerikanerne nok skulle komme os til hjælp.

Vi skulle have været på vagt i 2007, da Putin meddelte, at Sovjetunionens sammenbrud var »århundredets største geopolitiske katastrofe«, og i 2008, da russerne invaderede Georgien.

Europas genoprustning skulle have kørt på skinner allerede i 2014, da Putin første gang invaderede Ukraine. Men vi valgte den nemme løsning. Så sent som i 2023 – året efter Putins uprovokerede overfald på Ukraine – meddelte de danske efterretningstjenester lammefromt, at Danmark ikke havde »naturlige fjender«.

Ingen vestlige politikere lader til at have tænkt tanken, at verdensordenen en skønne dag kunne blive vendt på hovedet. De samme politikere, som stadig lader til at være forfærdede over, at der pludselig kunne udbryde en fuldskalakrig i Europa, lader til på samme måde at have haft skyklapper på med hensyn til udviklingen i USA.

Det lader til at være kommet bag på vore ledere, at USA vender Europa ryggen og ikke længere prioriterer de europæiske demokratiers sikkerhed.

Selv mere end otte år efter Donald Trumps første indtog i Det Hvide Hus lader det stadig til at være en overraskelse, at landet, der engang betragtedes som de vestlige demokratiers moder, med ét ledes af skrupelløse gangstere og kulturløse mørkemænd, som er optaget af egen vinding på gamle venners og allieredes bekostning.

Som tilfældet var med Putin havde det ikke skortet på advarsler, når det gjaldt Trump. Det havde klædt Vestens ledere at lytte – og ikke mindst i tide at forstå, at ledere af Trumps og Putins format mener, hvad de siger, og at der for autokratiske ledere ikke er langt fra tanke til handling.

Havde man lyttet i tide, havde man set tidehvervet nærme sig og taget sine forholdsregler. Hvordan kunne danske og europæiske statsledere overse, hvad der var åbenlyst for almindelige mennesker? Hvem kan vi stole på fremover, når vore egne ledere blindt har ledet os ud i en katastrofe?

For det værste er, at det er Vestens egen skyld. Det er vor egen skyld, at vi er endt som en række selvtilstrækkelige, blegfede demokratier, som ikke gider røre en finger for at forsvare sig selv, og som ser til i måbende rædsel, nu hvor det er gået op for os, at ingen tager os alvorligt, at handlinger har konsekvenser, og at man kan tage sig selv så højtideligt, at man til sidst mister overblikket. At man kan lulle sig selv så eftertrykkeligt i søvn, at man ikke sanser at vågne op af mareridtet, før det er for sent.

Vi lever i en tid, hvor et par verselinjer af Nordahl Grieg presser sig på. Linjer skrevet i maj 1940, hvor pacifisten Grieg på egen krop havde oplevet krigens gru og erklæret sig rede til at kæmpe og betale den fulde pris for sit lands frihed: »Vi fulgte ikke med tiden, vi bygde på fred, som i tross, og de hvis dåd er ruiner har grunn til å håne oss.«