Verdens rigeste mænd straffer verdens fattigste mennesker

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I løbet af de seneste uger har den humanitære sektor, som vi kender den, ændret sig fundamentalt. Donald Trumps beslutning om at sætte hele USA’s udviklingsbistand på hold og lukke USAID er en global gamechanger. Eksekveret af verdens rigeste mand, Elon Musk, og hans effektiviseringstropper i Doge (Department of Government Efficiency). Prisen betaler verdens fattigste mennesker.

USA står for 43 pct. af verdens samlede bistand og nødhjælp. USAID alene finansierer globale sundhedsprogrammer, fødevarehjælp, klimaindsatser og meget mere for knap 300 mia. Derudover kommer udviklingsaktiviteter som minerydning og flygtningerespons, der hører under det amerikanske udenrigsministerium, som også er sat på hold. USAID er blevet presset i knæ, og Elon Musk anklager de ansatte for at sprede “woke-ideologi” i stedet for at redde liv.

Men når Elon Musk kører USAID gennem flishuggeren, som han selv omtaler det på sin egen X-platform, straffer han ikke wokeness i Washington. Han straffer børn, der sulter. Kvinder, der har brug for medicin. Familier, der har mistet alt i krig og katastrofer. Og det er ikke nogen tilfældig eller henkastet handling. Tværtimod. Det er et nøje planlagt øksesving, der hugger livlinen til millioner af mennesker over.

I den republikanske strategi “Project 2025” står det sort på hvidt: USAID skal lukkes. Den humanitære bistand skal fjernes. Den passer ikke ind i Trumps “America First”-ideologi.

Vi troede på, at de store linjer i nødhjælpen var hævet over et ideologisk korstog. Eller i det mindste, at et eftersyn af den amerikanske udviklingsbistand ikke ville indbefatte suspendering af alle udbetalinger fra den ene til den anden dag. For selvfølgelig er det fuldt ud legitimt, at den amerikanske regering laver et generelt eftersyn af udviklingsbistanden. Der kan være brug for at gentænke programmer, geografisk tilstedeværelse, metoder og administration. Men det er på ingen måde legitimt at splintre hele systemet og reducere USAID til rygende pindebrænde fra den ene dag til den anden.

Derfor bør den amerikanske nedbrænding af udviklingsbistanden også holdes skarpt adskilt fra debatten om udviklingsbistandens effekt, for de to ting har intet med hinanden at gøre.

Desværre bliver tingene blandet sammen i den danske debat, når antropolog og romanforfatter Dennis Nørmark – mere eller mindre uforvarende og på tværs af medier – forsvarer at »gentænke« udviklingsbistanden. Men pointen er jo netop, at Elon Musk og Donald Trump ikke vil gentænke. De vil afvikle.

Jeg er klar på at gentænke, men ikke hvis konsekvensen er, at millioner af mennesker skal dø, mens vi er på tænkepause. Vi ser allerede nu, hvordan nødhjælpsprojekter i hele verden lukker ned. Folkekirkens Nødhjælp står nu og mangler 140 mio. i budgettet for 2025 og må derfor skrue kraftigt ned for nødhjælpsindsatser i lande som Sydsudan, DR Congo og Mali.