Schyy, tal ikke højt om kongehusets magt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Gennem århundreder har vi i Danmark hyldet vores kongehus. Mens erhvervslivet ser en værdi i at rejse udenlands med regenten, klapper danskerne ad den skrøbelige sammenhængskraft, som resterne af Enevælden åbenbart holder sammen på. Vi har opfundet en fortælling om, at regenten kun er en kransekagefigur, der en gang om året siger nogle vise ord i statsfjernsynet og derudover blot rejser verden rundt til erhvervsfremstød uden nogen synderlig indflydelse. Det er langtfra sandheden om verdens ældste monarki.

Det danske kongehus er nemlig en central del af den herskende klasse, og det kommer særligt til udtryk, når kongefamilien samler sine nærmeste allierede til royale fester på slottet. For virksomheder, enkeltpersoner og kulturliv er der en stor anerkendelse i, at kongefamilien begunstiger dem med enten titler, besøg eller invitationer, og det er en magt, som vi ikke inddrager i vores demokratiske debat, fordi vi ikke tillægger det nogen større værdi.

Dertil er kongehusets beslutningsgrundlag relativt uigennemskueligt, hvilket gør det svært at have en samfundsdebat om, hvem der fortjener at blive udnævnt til fornemme titler som hofjægermester eller kammerherrer. Det er ikke gået ubemærket hen, at hofleverandørordningen bliver nedlagt fra 2029 i et forsøg på at opdatere kongehuset, men virksomhedernes ærgrelse over beslutningen understreger blot pointen om, at kongehuset har en central social magt blandt eliten. Blandt andet ses det, at Carlsberg krampagtigt vil fastholde at bruge kronen som symbol på sin tætte tilknytning til landets magthavere.

Den tætte tilknytning til erhvervslivet ses derudover, når virksomheder forærer kongefamilien overdådige gaver, der indebærer ridebaner, ture med privatfly og andet, der hører en luksuriøs livsstil til. Det giver ingen mening, at vi i Danmark er dybt kritiske over for Trump og oligarkernes magt i USA, når vi selv har et system, hvor erhvervslivet inviteres ind i magthavernes inderste gemakker gennem kongelige ordninger.

Oftest får man skudt i skoene af kongehusfanatikere, at kongehusets titler blot er proforma, og de ingen reel betydning har. Men krisen, der ramte den royale familie, da dronning Margrethe fratog Joachims børn deres titler, udstiller i høj grad, hvilken betydning titlerne har i det sociale kapløb. Og den åbenlyse konsekvens er, at Joachims børn bliver mere perifere i fremtiden og dermed har mistet en væsentlig social anseelse. For hvis det blot var betydningsløst, hvorfor skulle prinsen ellers græde på vegne af sine børn foran den nationale presse?

Vi kan godt fortsætte med at diskutere kongehusets fremtid ud fra illusionen om, at det ingen magt besidder. Men sandheden er en anden, og det er en begrænsning for vores folkestyre, at vi ikke kan se vores øverste magthavere efter i sømmene og ikke kan afskedige dem gennem løbende demokratiske afstemninger. Og med en ukritisk medieflade, hvor kongehuskommentatorer altid bedømmer til topkarakter, med en elite på knæ for kongen og et folk, der æder kongens ord råt, er den åbne debat om den uigennemskuelige magt fejet under gulvtæppet.