Medieombudsmand som moralens vogter? Nej tak

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Et udvalg med Søren Pind som formand har fremsat forslag til at oprette en medieombudsmand, som skal »kunne føre straffesager om freds- og ærekrænkelse«. Hvordan skal noget så udefinerligt som krænkelse defineres? Hvordan havde man forventet, at en sådan ombudsmand skulle have forholdt sig til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger? Og muligheden for at genoptrykke dem?

I 1973 oplevede vi debatten om Jens Jørgen Thorsens planlagte film om Jesu sexliv. Her var nogen i stand til at føle sig krænket over en film, der slet ikke var indspillet. Selvom projektet ikke blev realiseret, udløste det stort postyr, og Filminstituttet trak sin støtte til filmen tilbage.

Og vi har jo set, at ved trusler om vold og ubehageligheder bøjer den politiske og kulturelle elite sig. Som vi så det med ”afbrændingsloven”, som vi godt ved drejer sig om Koranen.

I 1992 forsøgte Thorsen sig igen med filmen ”Jesus vender tilbage”. Den vakte ikke større opstandelse. Tolerancen var blevet større. Netop takket være den oprindelige krænkelse. Hvordan skulle en medieombudsmand have forholdt sig til det forløb?

I TV-avisen den 10. januar 1997 lod DR kunstneren Søren Mosegaard afbrænde en bibel. Hvordan vil en medieombudsmand forholde sig til en genudsendelse? Afbrændingen førte til en politianmeldelse af kredse, der følte sig krænkede; men statsadvokaten ville ikke anlægge sag. Vil en medieombudsmand handle anderledes? Hændelsen udløste ingen voldstrusler eller ufred. Så hvorfor reagere?

Samfundskritikeren Poul Henningsen brugte udtrykket ”natur-nazismen” om nogle af sin tids naturvenner. Og forfatteren Hans Scherfig beskrev i romanen ”Det forsømte forår” sin generations akademiske klasse som »kinesiske misfostre«. Begge udsagn er generaliserende og sikkert ærekrænkende. Og kunne i vore dage være fremsat i et socialt medie. Og jeg forstår, at man også har de sociale medier i tankerne.

Ovenstående er ikke alt sammen journalistik. Men en medieombudsmand som moralens vogter og ekstra anklagemyndighed i krænkelsesanliggender vil have en afsmittende virkning på samfundsdebatten, der risikerer at blive en konkurrence i at føle sig krænket.

Det er oppe i tiden at føle sig krænket. Vi bør ikke give den tendens mere vind i sejlene via en ekstra anklagemyndighed i medieanliggender og i noget så subjektivt og relativt som krænkede følelser. Men lad en fri medieverdens åbne debat behandle problemet. Balladen om Thorsens Jesus-film viser, at krænkelser fører os videre. Vi bør kunne klare os uden denne medieombudsmand.