Aktiv dødshjælp er et symptom på et presset velfærdssamfund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Siden statsministeren erklærede sin støtte til aktiv dødshjælp og åbnede for en bredere samfundsdebat, har diskussionen bølget.

Det Etiske Råd har endnu en gang sagt klart nej. Alligevel har regeringen nedsat Udvalget for en mere værdig død, hvor flertallet af medlemmerne er tilhængere af aktiv dødshjælp.

Ikke overraskende afspejles det i udvalgets rapport, som netop er offentliggjort – og som anbefaler en legalisering af aktiv dødshjælp i Danmark.

Det er en kompleks og følelsesladet debat ofte præget af misforståelser. For eksempel viser meningsmålinger, at kun 17 pct. af danskerne reelt ved, hvad aktiv dødshjælp indebærer.

For at skabe en modvægt til ja-siden er netværket Netværket nej til statsassisteret selvmord blevet dannet. Netværket består af mere end 100 læger, hospiceledere og andre fagpersoner med særlig indsigt i døendes behov. Netværket har netop udgivet en modrapport til regeringens udvalgsrapport, og jeg vil opfordre alle, der er i tvivl, til at læse den.

Jeg tror på, at Mette Frederiksen ønsker det bedste, når hun støtter aktiv dødshjælp.

Men jeg mener, at hendes holdning bygger på misforståede hensyn og en undervurdering af de alvorlige konsekvenser for vores samfund.

For mig er kernen i debatten, at ønsket om aktiv dødshjælp afspejler samfundets manglende evne til at tilbyde tilstrækkelig livshjælp. Det er et symptom på et velfærdssamfund under pres – et samfund, hvor vi burde sikre, at alle mødes med værdighed, omsorg og støtte.

Hvis aktiv dødshjælp indføres, risikerer vi at normalisere en tankegang, hvor værdighed i stigende grad forbindes med muligheden for at afslutte sit liv.

Den såkaldte glidebane er ikke en hypotetisk frygt. I Oregon, USA, er andelen af ansøgere til aktiv dødshjælp, som henvises til psykologisk vurdering og dermed livshjælp, faldet drastisk – fra 43 pct. i 1999 til under 1 pct. i 2022.

Det viser en skræmmende tendens: Når aktiv dødshjælp bliver en mulighed, nedprioriteres alternativerne.

Jeg sætter pris på den debat, vi har haft. Den har bl.a. tydeliggjort, at meget af det, folk forbinder med aktiv dødshjælp, i virkeligheden handler om palliativ behandling – noget, vi allerede har mulighed for i dag, men som desværre er alt for underprioriteret.

Jeg mener, at vi skal investere i livshjælp, ikke dødshjælp. Vi skal styrke den palliative indsats – ikke lade dens mangler bane vejen for aktiv dødshjælp i nogen form.