Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ytringsfriheden er under angreb på sociale medier

Ytringsfriheden er ikke kun en rettighed – den er også et ansvar. Det er mere væsentligt at huske på end nogensinde.

Daniel Abildgaard SørensenStuderende, Valby

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ytringsfriheden er en af de mest grundlæggende værdier i et demokrati. Den sikrer, at vi som borgere kan deltage i debatten og dele vores holdninger, uanset om vi er enige eller uenige med hinanden. Men jeg vil vove at påstå, at ytringsfriheden er under pres på sociale medier – og ikke fra den kant, vi oftest hører om.

For nylig forsøgte jeg at skifte fra X (tidligere kendt som Twitter) til det nye sociale medie Bluesky, som flere danske eksperter har anbefalet. Argumentet var, at X var blevet en platform for hatespeech, og at Elon Musk havde for stor en indflydelse på mediet. Jeg kan sagtens give dem ret i det sidste punkt, men min korte periode på Bluesky har været alt andet end opmuntrende.

På Bluesky stødte jeg hurtigt på opslag som: »Elon Musk fortjener endnu mere had« og »Det første, jeg gør om morgenen, er at håbe på, at Trump er død eller har fået en hjerneblødning Disse opslag blev ikke bare tolereret, men ofte bifaldet.

På blot 48 timer blev jeg blokeret af mere end 20 profiler, fordi jeg forsøgte at deltage i debatter eller stillede spørgsmål til deres holdninger. Blandt dem var flere danske eksperter med store profiler og en betydelig offentlig autoritet.

Jeg anerkender, at blokeringer til tider kan være nødvendige, selv for eksperter. I tilfælde, hvor individer overskrider grænserne og fremsætter grove eller truende ytringer, kan en blokering være berettiget for at beskytte mod chikane.

Men det er en helt anden sag, når en ekspert vælger at blokere, fordi man bare ytrer en anderledes holdning eller stiller kritiske spørgsmål til deres synspunkter. Det skaber en skævvridning af magtbalancen og sender et signal om, at deres holdninger er de eneste gyldige, hvilket underminerer en åben og pluralistisk debat.

Denne udvikling er ikke ny. Et godt eksempel er Metas blokering af historien om Hunter Bidens laptop op til det amerikanske præsidentvalg.

Dengang blev historien stemplet som misinformation, men nogle år senere viste det sig, at den faktisk var sand. Denne form for censur kan have enorme konsekvenser, ikke kun for den offentlige debat, men også for tilliden til medier og demokratiske processer.

Bluesky mod X er efterhånden blevet et symbol på en mere og mere polariseret medieverden, hvor højreorienterede primært er aktive på X, mens venstreorienterede i stigende grad samles på Bluesky. Det skaber ekkokamre, hvor kun egne holdninger bliver bekræftet, og hvor dialog på tværs af politiske skel bliver nærmest umulig.

Hvis denne udvikling fortsætter, risikerer vi at bevæge os hen imod en situation, som vi ser i USA, hvor højrefløjen primært lytter til FOX News, mens venstrefløjen holder sig til MSNBC. Denne polarisering gør det nærmest umuligt at mødes på midten og finde fælles løsninger, hvilket er farligt for et sundt demokrati.

Vi har brug for en åben og inkluderende debatkultur, hvor vi kan mødes og udfordre hinandens holdninger på en respektfuld måde. Eksperter har et særligt ansvar i denne sammenhæng. Som Peter Parker lærte af sin onkel i ”Spider-man”: »With great power comes great responsibility.« Når man som ekspert har en stor platform og en betydelig etos, følger der et ansvar med til at sikre, at alle stemmer høres.

Når eksperter vælger at blokere folk med andre holdninger, sender de et signal til deres følgere om, at kun én sandhed eksisterer – deres egen. Det gør deres stemme unødigt autoritær og skaber en ubalance i debatten, hvor kritik og alternative synspunkter effektivt udelukkes. Eksperter bør derfor gå forrest som gode eksempler og aktivt bidrage til at bygge bro mellem forskellige perspektiver i stedet for at sætte skel og skabe yderligere polarisering.

Ytringsfriheden er ikke kun en rettighed – den er også et ansvar.