Sådan bliver Mette Frederiksens eftermæle: Den danske Angela Merkel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når historiebøgerne skal skrives, vil Mette Frederiksen ikke stå som en statsleder, der formåede at tage de store beslutninger for Danmarks fremtid. Ligesom Angela Merkel, der ofte blev kaldt Europas uofficielle leder, men som i virkeligheden undlod at tage nødvendige beslutninger og efterlod en lang række uløste problemer, synes Mette Frederiksen mere optaget af at følge folkestemningen end at sikre den bedste fremtid for Danmark og danskerne.

Mette Frederiksen er en krisepolitiker, der er mest tilpas, når hun kan bruge reelle eller opdigtede kriser som sit vigtigste politiske værktøj. Fra corona-pandemien til klimakampen og krigen i Ukraine har hun skabt et narrativ om uundgåelige ofre og skrappe indgreb. Ofte dog med kort sigte og uden noget fremadrettet perspektiv.

Under corona-pandemien førte hun en politik, der med rette kan beskrives som drakonisk. Omfattende nedlukninger for erhvervslivet og uddannelsesinstitutioner, ældre tvunget til at dø alene i ensomhed uden deres nære omkring dem, for slet ikke at tale om den grundlovsstridige lukning af hele minkerhvervet.

Var denne politik nødvendig? Nej. Som flere lande viste, kunne man håndtere pandemien med mere proportionale indgreb. I Danmark blev restriktioner i stedet anvendt som en politisk signalværdi – en måde at fremstå handlekraftig på, selvom regningen for denne ”handlekraft” nu betales af erhvervsliv, familier og samfundets mest sårbare.

Danmarks økonomi fremstår robust på papiret, men en nærmere analyse afslører en farlig afhængighed af enkelte sektorer. Novo Nordisk, en af verdens største medicinproducenter og Danmarks suverænt største virksomhed, har været en økonomisk motor, der har maskeret de dybere problemer i dansk økonomi. Uden Novo Nordisks vækst og de enorme skatteindtægter, virksomheden genererer, ville Danmark stå i økonomisk stagnation. Andre sektorer kæmper mod lav vækst, stigende energiomkostninger og konkurrence fra udlandet, hvilket efterlader en økonomi, der er mere sårbar, end regeringen erkender.

Regeringens grønne politik er blevet fremhævet som en succes, men Danmark er blevet strukturelt svagere som følge af en række klimainitiativer, der er implementeret uden hensyn til vækst og konkurrencekraft. Skatter, reguleringer og påtvungne omstillinger har ikke kun hæmmet virksomheder, men også fjernet tusindvis af arbejdspladser fra Danmark til lande med færre restriktioner. Resultatet? En dyr politik uden mærkbare globale resultater, der snarere har skadet dansk økonomi, end den har hjulpet miljøet.

Et kig mod Tyskland burde tjene som en advarsel. Engang kaldt ”Europas økonomiske lokomotiv” står Tyskland nu i økonomisk slæbegear. Overregulering, grøn politik uden hensyn til energisikkerhed og en faldende konkurrenceevne har skabt stagnation og en bekymrende svækkelse af økonomien. Hvis vi fortsætter med at ignorere advarslerne, kan vi ende i samme situation, hvor væksten går i stå, og vi mister vores position som en konkurrencedygtig økonomi. Det er ikke lederskab, men politisk letsindighed.

Når det gælder sikkerhedspolitik, har Mette Frederiksens regering vist en bekymrende mangel på strategi og ansvarlighed. Støtten til Ukraine er blevet fremhævet som en prioritet, men det er sket på bekostning af dansk forsvar. Regeringen har uden en klar plan eller strategi hældt enorme summer og ressourcer i Ukraine, men samtidig svækket de danske væbnede styrker.

Når Danmark har givet over 57 mia. kr. til Ukraine, og når Europa-Parlamentet lige har vedtaget et gigantisk lån til Ukraine på 45 mia. euro, så bliver vi nødt til at spørge, hvad formålet er? For Mette Frederiksen er det tydeligt, at formålet er de politiske point, som kan høstes. Det har efterladt Danmark i en sårbar position – både sikkerhedspolitisk og i forhold til vores allierede.

Vigtige kapaciteter og udstyr er blevet fjernet fra det danske forsvar for at understøtte indsatsen i Ukraine. Samtidig er der ikke blevet gjort tilstrækkelige investeringer i at genopbygge eller modernisere udstyr til Hærens tunge brigade – en nøglekapacitet i Danmarks Nato-forpligtelser.

Situationen forværres yderligere af, at regeringen af økonomiske årsager har aflyst flere vigtige Nato-øvelser, som er afgørende for at træne og integrere de danske styrker i alliancens fælles forsvar. Det har sendt et signal til vores allierede om, at Danmark ikke tager sine forsvarsforpligtelser alvorligt.

I Nordatlanten, hvor Danmark har et strategisk ansvar, har regeringen svigtet groft. Der er ikke blevet foretaget de nødvendige investeringer i vores arktiske forsvar med stor geostrategisk betydning. USA og andre allierede har gentagne gange understreget vigtigheden af et stærkt dansk engagement i Nordatlanten som en del af Natos samlede strategi, især med de voksende trusler fra Rusland i Arktis.

Men i stedet for at vise sig som en pålidelig og handlekraftig allieret har Danmark prioriteret kortsigtet politisk signalgivning frem for langsigtet sikkerhed. Det er ultimativt nu grunden til, at Danmark står over for USA’s krav om anneksion af Grønland.

Mette Frederiksen har med sine 20 år i Folketinget udviklet en særlig evne: at ændre holdning, når vinden blæser en ny vej. Et tydeligt eksempel er hendes position på EU’s fælles gæld. Fra at være en klar modstander til nu at være fortaler for fælles gæld viser statsministeren, hvordan principper kan forsvinde lige så hurtigt, som de kom.

Mette Frederiksen sagde, at hun ikke vil gøre dagligdagen dyrere for den almindelige dansker. Men pludselig vender hun på en tallerken og indfører en CO₂-afgift, som ikke bare gør det dyrere for den enlige mor eller far at brødføde sin familie, men som også er en enorm skadelig afgift for vores erhvervsliv.

Også i forsvarspolitikken har vi set et markant holdningsskifte. Frederiksen har flere gange stemt imod Dansk Folkepartis forslag om at øge forsvarsbudgettet – et område, vi gentagne gange har advaret om ville blive nødvendigt. Men også her har hun vendt på en tallerken.

Mette Frederiksen vil muligvis blive husket som en kriseleder, men ikke som en statsleder. Hendes politik har efterladt Danmark svagere, økonomisk såvel som sikkerhedspolitisk, og hendes evne til at lede er blevet undermineret af hendes afhængighed af folkestemninger og symbolpolitiske kriseløsninger. Det er givetvis også grunden til, at hun, hver gang hun har været i spil til en international toppost, er blevet vejet og fundet for let.

Når hendes tid i dansk politik er forbi, vil eftermælet være klart: Hun fulgte strømmen og efterlod Danmark uden lederskab, men med en tung regning.