Medier og politikeres dæmoniserende sprogbrug puster til frygten og skaber skingre fjendebilleder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er blevet almindeligt, at politikere og journalister bruger begrebet »ondskabens akse« om Iran, Rusland, Nordkorea og eventuelt Kina.

Der er ingen tvivl om, at de fire lande er diktaturer, undertrykker egen befolkning og opfører sig aggressivt i forhold til andre stater. Men er det klogt at kalde dem »ondskabens akse«?

At bruge begrebet er ikke en uskyldig ordleg. Det dæmoniserer og dehumaniserer dem, man ikke kan lide – ”fjenden”. Det gør dem ikke-menneskelige eller mindre menneskelige end os selv, hvilket efterfølgende kan retfærdiggøre, at vi bekæmper dem vold.

Begrebet stammer fra præsident George W. Bush, som brugte det om Irak, Iran og Nordkorea. Det skal ses i sammenhæng med et af hans andre slagord, nemlig »enten er I med os, eller også er I med terroristerne«. De to ”slogans” var med til at legitimere krigene i Irak og Afghanistan, også for politikere og befolkningen i Danmark.

Tænkningen bag krigene synes at være: ”Når der er ondskab på spil, kan og skal vi naturligvis bekæmpe fjenden med vold – de fortjener det”. Måske er det også denne dehumanisering, der ligger bag amerikanske soldaters overgreb og tortur i Abu Ghraib-fængslet under Irakkrigen og allieredes droneangreb på civile i Afghanistan (se bl.a. Amnesty international). Begrebet »ondskabens akse« var med til at skabe krige, som endte i en række katastrofer: et nederlag i Afghanistan, hundrede tusinder af døde, et efterfølgende dysfunktionelt Irak og Afghanistan og endelig en øget terrortrussel.

Sproglig dæmonisering og dehumanisering går forud for folkedrab. Det er nemlig for de fleste mennesker vanskeligt at bekrige og slå andre ihjel, hvis de anses for og omtales som mennesker som en selv. Men dæmoniseringen har også en anden konsekvens.

Det bliver vanskeligere for befolkningerne i Vesten at tage deres politikere alvorligt, når de både udtaler, at f.eks. Kina er del af »ondskabens akse«, og forhandler og handler med styret. Det fremstår, som om politikerne lader sig styre af økonomiske interesser alene, og diplomatiet får vanskelige kår, når befolkningen tænker: ”Hvordan kan man dog finde på at forhandle og i det hele taget samtale med ondskabens akse?” Der er også fare for, at man bliver fanget af sin egen retorik.

Så hermed en opfordring til, at begrebet fjernes fra mediebilledet af ansvarlige politikere og journalister, der er interesseret i at ned- og ikke optrappe konflikter, så det bliver muligt på en gang at stå stærkt nok militært og økonomisk og samtidig bygge bro og forhandle – også i Ukraine/Rusland-konflikten.

Vi skal tilbage til en balanceret både-og-strategi i forhold til de landes regeringer, vi er uenige med. Altså stå stærkt nok økonomisk og militært og samtidig forhandle, handle og påvirke.

To tidligere amerikanske præsidenter og én sovjetleder har vist vejen: Nixon og nyligt afdøde Jimmy Carter byggede diplomatisk og handelsmæssig bro til det isolerede Kina under Den Kolde Krig. En periode, der som den nuværende var præget af en lang række konflikter mellem Vesten og Rusland/Kina.

Gorbatjov åbnede Sovjet op mod Vesten og havde en særdeles stor aktie i afslutningen af Den Kolde Krig. Disse lederes retorik var i perioder en helt anden end den nuværende dæmonisering, vi ser i de danske medier i dag. Det kan vi tage ved lære af.