Mon det snart går mod lysere tider med Jyllands-Postens solfeber?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hen over efterårs- og vintermånederne har Jyllands-Posten bragt en artikelserie om solcelleparker – omkring 30 artikler under titlen ”Solfeber”, som gennemsyres af en meget kritisk og en meget subjektiv journalistik. Her blot et par eksempler:

Den 27. september skriver JP i en artikel med landdistriktsminister Morten Dahlin, at »han indrømmer, at et af kronargumenterne for energiparkerne i virkeligheden er ganske usikkert« vedrørende antallet af arbejdspladser, der medfølger parkerne. Men arbejdspladser bruges generelt ikke som et hovedargument for energiparkerne. Hovedargumenterne for energiparkerne er derimod at reducere CO₂-udledningen for at dæmpe de stigende temperaturer, at blive uafhængige af energi fra fjendtlige stater og at kunne levere forholdsvis billig energi til forbrugerne.

Den 11. oktober skriver JP: »Faktisk er hele meningen med at plastre store dele af Jylland til i solceller netop at …« osv. Altså en ret subjektiv vurdering fra JP’s side af, hvor meget solcelleparkerne fylder, hvor det reelt drejer sig om, at solcellerne beslaglægger ca. 1 pct. af Danmarks landbrugsareal, hvis der kommer den firedobling af sol og vind, som regeringen foreslår.

JP overholder dermed ikke sine egne redaktionelle grundpiller om, at avisens holdninger skal komme til udtryk i dagens leder, og at det skal markeres tydeligt for læseren, hvad der er journalistik, og hvad der er meninger. Vinklingen i artiklerne følger derimod JP’s holdning til de vedvarende energianlæg, som de fremgår af avisens lederartikler.

JP’s argumenter i lederartiklerne kan også diskuteres. Lederen den 25. september argumenterer for, at solcellerne skal op på husenes tage, hvilket helt rigtigt vil være relevant. Men det kan blot ikke erstatte solcelleparkerne, hvilket artiklen 28/12 om Københavns Kommunes manglende målopfyldelse om 60.000 kvm solceller på tagene omtaler. Dette areal svarer kun til 1/16 af en af de solcelleparker, som allerede er opført i Viborg Kommune, og som er i den mindre kategori af solcelleparker på 960.000 kvm.

I lederen 4/10 spørges der retorisk om »… hvad det hele egentlig skal til for«, og 8/12 spørges der, til hvilken nytte testcenteret i Østerild skal udvides. Hvis JP endnu ikke har forstået, hvad det hele skal til for og til hvilken nytte, er det måske forklaringen på de mange forudfattede og negative artikler om VE-anlæggene.

I lederen 13/12 argumenterer JP for atomkraft som et supplement til »solcellefebervildelsen«, som JP i artiklen så malerisk omtaler solcelleenergiproduktionen. Men selv tilhængere af kernekraft vurderer, at der med det aktuelle danske politiske klima på kernekraftområdet vil gå mindst 20-25 år, før et kernekraftværk kan være besluttet, bygget og klar til at levere energi. Jeg tror også på kernekraftens komme, men vi kan i de lokale byråd ikke sidde og vente så mange år uden at foretage os noget i mellemtiden på VE-fronten.

Derfor arbejder vi ihærdigt med de dilemmaer, der absolut findes, når der skal etableres VE-anlæg. Vi skal finde den rigtige balance mellem den bæredygtige energiproduktion fra sol, vind og biogas, forbrugsbehovet og så de gener, som denne produktion påfører lokalbefolkningen. Denne balance skal bl.a. findes gennem inddragelse og dialog med de berørte parter, kompensationsordninger for de påførte gener og mulighed for, at naboer til energiparkerne kan få medejerskab til energiproduktionen.

Det lykkes vi med i varierende grad, alt efter hvem der vurderer indsatsen, men udviklingen går dagligt mod større VE-forsyningsgrad med deraf følgende lavere CO₂-udledning, større energiuafhængighed og billigere energi til forbrugerne. Så VE-produktionen går mod lysere tider. Mit nytårsønske skal være, at det også må blive tilfældet for JP’s journalistiske dækning heraf.