Bertel Haarder 20 år efter: Jeg glemmer aldrig børnetøjet, bamserne og babysutterne på stranden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der lå døde mennesker i stabler. Nogle af dem store og stærke mænd, der ligesom deres familier ikke klarede flodbølgen. Nu lå de i køletelte på hylder i lange rækker. Underkæberne var skåret af og lagt på brystet.

Luften var krydret som altid i troperne, men med en særlig lugt af lig i begyndende forrådnelse.

Det var kort efter nytår. Katastrofen skete anden juledag 2004. Jeg var integrations- og udviklingsminister og blev ringet op af DR’s radioavis, som ville have en kommentar.

»Det er meget værre, end vi har hørt,« sagde jeg i middagsradioavisen, og det fik jeg desværre ret i.

Jeg vidste, hvad en tsunami var – i modsætning til min departementschef – og der blev hurtigt sat gang i beredskabet for overlevende både i Thailand og i Kastrup.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen udsatte straks det planlagte folketingsvalg og indtalte en helt ny nytårstale.

Der blev indkaldt til donorkonference i Jakarta i Indonesien, hvor hovedparten af de 226.000 ofre for tsunamien var omkommet.

Jeg mellemlandede i Thailand og besøgte Khao Lak-stranden, hvor de fleste nordiske turister (heraf 46 danske) var omkommet. På stranden flød det med turisternes ejendele, der var skyllet ud af ferielejlighederne.

Jeg glemmer aldrig børnetøjet, bamserne og babysutterne, der lå tilbage på stranden.

Jeg mødte forældrene til lille Jonas, som flodbølgen rev med. Besøgte hans mor, der var indlagt, mens faderen løb rundt og ledte på stranden og læste opslagstavler. Jeg ledte efter trøstende ord, men kunne kun finde på at fortælle hende, at da min egen søn blev multihandicappet af en kræftoperation, valgte min kone at få endnu et barn – det blev en pige efter tre drenge.

På den måde sejrede livet over døden og forfaldet. Hun forstod udmærket, hvad jeg mente. Og, så vidt jeg ved, kom der hurtigt en lille ny efter Jonas.

Jeg har stadig svært ved at fortælle om det. Hjemkommen fra lufthavnen skulle jeg direkte i TV 2, men kunne slet ikke holde gråden tilbage, da jeg ville fortælle om Jonas. Jeg brød sammen og måtte forlade tv-studiet i tårer.

Historien om lille Jonas blev for mig symbolet på katastrofen, på døden, der kan ramme når som helst – og livet, der altid fortsætter på den ene eller anden måde. Det gør ikke sorgen mindre, men det minder os om, at vi skal leve hver dag, som om det var den sidste.

Og det minder os om, at kærligheden bevarer vi, og vi skal huske at glæde os, mens tid er. Så vi ikke ender som juletræet i H.C. Andersens eventyr ”Grantræet”, der efter sin dejlige, grønne opvækst i skoven og julens pynt og pragt til sidst ender som pindebrænde og sukker: »Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunne!«

H.C. Andersen skrev et digt om ”Det døende barn”, som siger til sin mor, da hun trykker hans hænder og lægger sin våde kind mod hans: »Men så må du ikke længer sukke, / græder du, så græder jeg med dig. / O, jeg er så træt – må øjet lukke - / - moder – se, nu kysser englen mig!«

Grundtvig trøster os med, at »Døden er jo kun et blund, som vi fra søvnen kende.« Salmedigteren Lars Busk Sørensen føjer til, at »Døden intet finder hos den, som har elsket meget.« Kærligheden kan ingen tage fra os, og den varer ved. Også efter døden.

Kaj Munk sætter det på spidsen i dramaet ”Egelykke”, der ender i hjerteskærende klage, fordi Grundtvig og Constance er dødeligt forelskede, men naturligvis ikke kan få hinanden. Hun er husets frue, og han er huslærer for hendes søn. Hvorefter man hører den mærkeligste replik fra præstekonen, som er på besøg: »Hvor jeg dog misunder jer!« Hun misunder dem deres ulykkelige forelskelse! En ulykkelig kærlighed er bedre end ingen kærlighed.