Konfettikanoner gør ikke jeres politik borgerlig, Venstre
Hopper Venstre ikke snart i arbejdstøjet sammen med den blå opposition. Det er dét, Danmark har brug for.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Venstre turnerer med konfettikanoner og »borgerlige resultater« på sociale medier, busser og i aviser. Men helt ærligt, Venstre – hvor borgerlige er jeres resultater egentlig? Jeg har tilladt mig at indstille mit borgerlige kompas og undersøge sagen.
”Arbejdsfællesskabet” har lige haft toårsdag. Og det fejrer Venstre åbenbart med konfettikanoner på sine sociale medier. Hvert konfettislag skulle angiveligt markere en borgerlig sejr. Måske derfor er videoen så kort – for de borgerlige sejre skal man lede længe efter. I hvert fald ifølge mit borgerlige kompas.
Den første såkaldte sejr var vel allerede på regeringens første dag, da den med kriseretorik og alvorlige miner afskaffede store bededag. Det var næppe en rød sejr med det ramaskrig, det skabte i Socialdemokratiets bagland – for ikke at tale om fagbevægelsen.
Så er det en af de borgerlige sejre, de bryster sig af?
Måske mit borgerlige kompas er indstillet forkert, men borgerligt er det bestemt ikke at tage en helligdag fra danskerne.
Kort efter regeringsdannelsen måtte ”Danmarks liberale parti” igen give køb på sine værdier. Denne gang gik det ud over danskernes ytringsfrihed, som blev begrænset med den såkaldte koranlov. En lov, der modtog stor ros fra flere autoritære arabiske lande. En lov, der bestemt ikke fortjener en borgerlig konfettikanon.
Senest har det været med til at opkræve 400 pct. mere i moms, når vi tænder for fjernsynet eller går til koncert. Det kræver en særlig form for kreativitet at kalde det borgerlig politik. Ministeren kalder det et EU-krav, desværre kan EU ikke selv genkende det krav.
Nu vil Venstre og regeringen tvangsfordele gymnasieelever. En pinlig kovending for et parti, der engang pralede med at have afskaffet netop denne løsning som et argument for at gå ind i SVM-regeringen. Nu står det bag en gymnasiereform, der gør det, det selv fordømte. Venstre har vendt sit borgerlige kompas på hovedet, hvis det tror, at det er borgerligt at tvangsfordele gymnasieelever. Hvor er den borgerlige tankegang i tvang?
Det tragikomiske topper, når Venstre stemmer imod et forslag om danskkrav til kontanthjælp – et forslag, det selv stillede for et par år siden. Venstres stramme udlændingepolitik er åbenbart kun gældende, når Socialdemokratiet tillader det.
Listen over Venstres røde resultater er desværre for lang til mit indlæg. Den tæller også dårligere barselsvilkår for familierne, moms på kunst, 3.000 nye statslige bureaukrater, abort til mindreårige uden forældresamtykke, et kulturpas til 140 mio. kr. og senest statsborgerskab til antidemokrater og potentielt kriminelle udlændinge.
Jeg forstår godt, at Venstre gerne vil markere sig som borgerlig. Vi savner alle det parti, der engang kæmpede for borgerlige resultater sammen med os andre.
Men deres spin for at vinde borgerlige vælgere tilbage er pinligt gennemskueligt, og Venstre skal prise sig lykkelig for, at markedsføringsloven ikke gælder for politiske partier.
Måske lykkes det for det, men for mig viser dets konfettishow blot, at det har smidt borgerlig politik på porten for at følge Mette Frederiksens røde taktstok.
Jeg håber, at Venstre snart lægger konfettikanonerne væk og hopper i arbejdstøjet sammen med den blå opposition. Det er dét, Danmark har brug for.