En eller anden bør belære Ebbe Preisler om retsstaten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I december 2023 tog den dengang 81-årige Ebbe Preisler livet af sin demente og Parkinsons-ramte kone, hvorefter han selv forsøgte at begå selvmord.

Efterfølgende har medierne sværmet om ham som teenagepiger i 2010’erne om den nyeste Justin Bieber-single. Han er blevet ophøjet til martyr – forkæmper for retten til aktiv dødshjælp.

Problemet er, at folk stirrer sig blinde på målet og glemmer, at midlet er decideret samfundsundergravende.

Debatten om aktiv dødshjælp tog for alvor til i 2023, da statsminister Mette Frederiksen (S) nævnte i sin åbningstale til Folkemødet, at hun var tilhænger af aktiv dødshjælp.

Debatten nåede dog sit højdepunkt, da Ebbe Preisler, filmformidler, forfatter, underviser og selvstændig filmproducent, i december samme år tog livet af sin kone og efterfølgende turnerede rundt i samtlige medier med budskabet om, at der skal indføres aktiv dødshjælp i Danmark.

I september 2024 udgav han bogen ”Mæt af dage”, hvori han foreslår, at samtlige personer over 80 år får ret til aktiv dødshjælp.

At medierne dækker historien, er jeg ikke uenig i. Det er utvivlsomt en historie, som har samfundsmæssig relevans og påkalder sig offentlighedens interesse. Min anke går derimod på modtagelsen af Ebbe Preisler i offentligheden. At man har omfavnet ham og hans budskab med åbne arme og ikke så meget som et eneste forbehold om, at hans metoder har været mildest talt ufine.

Problemet består i, at selvom man måtte gå ind for aktiv dødshjælp (hvad jeg i øvrigt selv gør), så er det vigtigt, at midlet til at opnå målet er legitimt.

Det er det ikke, når midlet er at bryde dansk straffelovgivning. Det er et fundamentalt retsstatsligt princip, at borgere i staten skal efterleve den lovgivning, der nu og engang er vedtaget, om man personligt og politisk måtte være enig med den eller ej.

Lovgivning vedtaget af Folketinget har en iboende legitimitet, fordi den netop er vedtaget efter den ved grundloven foreskrevne procedure. Den enkeltes moralopfattelse står ikke over loven, grundloven og det danske demokrati.

Man kan måske synes, at mit standpunkt er lidt rigidt. At lovgivningen må følge en vis moral, og at borgere i et land skal have ret til at bryde lovgivningen, hvis den bliver tilstrækkeligt urimelig. Det er jeg ikke uenig i.

Den tyske retsfilosof Gustav Radbruch introducerede i 1946 i ”Statutory Lawlessness and Supra-Statutory Law” en formel (kaldet Radbruchs formel), hvorefter den positivt fastsatte ret udgør gældende ret og skal følges, medmindre den er utåleligt urimelig.

Det er dog vigtigt at have for øje, at han primært sigtede på tilfælde som nazismen. Lad os bare sige, at vi ikke er der endnu, hvor den danske straffelov er så utåleligt urimelig, at vi skal have lov til at bryde den.

For god ordens skyld: Ebbe Preisler er som enhver anden uskyldig, til det modsatte bliver bevist.

Men hvis vi ikke anser Ebbe Preisler for strafværdig, selv hvis han dømmes, anerkender vi principielt, at den enkeltes opfattelse af, hvad der bør være gældende ret, vejer tungere, end hvad der reelt er gældende ret. Og så smuldrer retsstaten.

Hvis man vil ændre gældende lovgivning, har man rig mulighed for at gøre det gennem demokratisk deltagelse i politiske diskussioner, debatter og demonstrationer på lige fod med alle andre. Det er samfundsundergravende at legitimere civil ulydighed og brud på dansk straffelovgivning som midler til at ændre gældende ret.

Omfavnelsen af Preislers budskab skal således ledsages af en bemærkning om, at vejen mod aktiv dødshjælp i Danmark går gennem en demokratisk debat – ikke tværs hen over den danske straffelov.