Glem alt om glasloftet og manglen på kvinder i bestyrelser: Blåbærmarmelade og hjemmepasning er vor tids største ligestillingstrussel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Sociale medier bugner med kvinder, der har meldt sig ud af LinkedIn-ræset for i stedet at vie deres liv til husmodergerningen.

Mange af kvinderne er veluddannede og har derved haft rig mulighed for at skabe en glimrende karriere; i stedet er de nu blevet symbolet på et fænomen, der har vakt både forundring og harme. De anklages nemlig af flere for at være direkte skadelige for feministernes utrættelige kamp for ligestilling – og derfor må vi nu spørge os selv: Kæmper feministerne for kvinders ret til at vælge selv – eller for deres ret til at vælge rigtigt?

Som ung kvinde, der er vokset op i fjerdebølgefeminismens jerngreb, har jeg hele mit ungdomsliv studeret, debatteret og fulgt ligestillingskampen tæt.

Undervejs er jeg blevet præsenteret for alverdens årsager til, at ligestillingsområdet er udfordret: ulige adgang til uddannelse, glasloftet, slutshaming, løngabet, barsel og børnelegetøj – for blot at nævne nogle få. Med tiden er listen kun blevet længere, og lige nu er det kvinder, som fravælger hæve-sænke-bordet til fordel for hjemmebag og børneopdragelse, der udstilles som et af vor tids helt store problemer.

Hvorfor lade sig reducere til udelukkende at være nogens mor og kone, når du kan bruge dine kompetencer i erhvervslivet og være et forbillede for den næste generation af unge kvinder?

Heksejagten på de såkaldte ”tradwives” afslører feministernes ideologiske blindgyde. For feminismen opstod vel netop som en kamp for kvinders ret til at vælge frit? Og hvis vores frihed er betinget af, at vi vælger det rigtige – altså karriere, selvrealisering og komplet uafhængighed – hvor frie er vi så i praksis? Omtrent lige så frie, som dengang førstebølgefeministerne sparkede ligestillingskampen i gang.

Selvfølgelig er der fortsat en vigtig diskussion at tage om de strukturer, der kan presse kvinder i en bestemt retning.

Men når vi går til angreb på kvinderne, der frivilligt hjemmepasser deres børn og laver blåbærmarmelade fra bunden, forveksler vi fejlagtigt ligestilling med ensretning.

Det betyder, at vi får endnu sværere ved at komme i mål med den primære dagsorden på ligestillingsområdet: at styrke kvinders ret til selvbestemmelse. Reel ligestilling handler nemlig ikke om, hvorvidt man vælger husmodergerningen frem for karriere eller omvendt. Modsat handler det om at sikre, at det ene valg er lige understøttet, respekteret og legitimt som det andet.

Jeg beundrer kvinderne, der sætter sig for bordenden, bryder glasloftet og skaber forandring på direktionsgangene. Jeg ved bare, at det ikke er det liv, jeg drømmer om at leve. Når vi reducerer feminismen til en kamp for de kvinder, der ønsker at erobre direktørkontorer og politiske topposter, ignorerer vi det faktum, at en meningsfuld tilværelse som kvinde ikke altid kan måles i lønsedler, ledelsesansvar eller LinkedIn-endorsements.

Nogle af os finder det i stedet meningsfuldt at drømme om mere tid med vores børn og muligheden for at skabe en hverdag, hvor tid, nærvær og hjemmebagte boller er vigtigere end KPI’er og kvartalsregnskaber. Og med det mener jeg ikke, at det sidste er bedre end det første, blot at det er et bedre valg for mig.

Om vi står i bestyrelseslokalet eller bag komfuret, bliver feministernes kamp aldrig stærkere end den respekt, vi udviser for hinandens frie valg. For hvad er meningen med ligestilling, hvis kvinder skal skamme sig over at vælge det nære frem for det store, det traditionelle frem for det moderne og familien frem for LinkedIn-ræset?