Krigsforbrydelser opklarer ikke sig selv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Flere års vigtigt arbejde kulminerer, når Folketinget den 17. december vedtager et lovforslag fra justitsministeren, som betyder, at Danmark kriminaliserer blandt andet tortur og krigsforbrydelser i den danske straffelov.

Det er en vigtig lovændring, som vi er stolte af at have været med til at iværksætte.

Den vil give anklagerne mulighed for at rejse tiltale om blandt andet tortur og dommerne mulighed for at dømme torturbødler og krigsforbrydere, hvis de befinder sig i Danmark.

Det er et vigtigt symbolsk skridt i den internationale kamp mod straffrihed for krigsforbrydere. Nu gælder det om at implementere loven, så den kan virke i praksis.

For anklagerne og dommerne er ikke mindst afhængige af, at politiet får ressourcer, tid og mulighed for at efterforske internationale forbrydelser.

Der er siden den 24. februar 2022 tildelt midlertidig opholdstilladelse til mere end 50.000 ukrainske flygtninge i Danmark. Det må formodes, at en betydelig del har været udsat for – eller bevidnet – krigsforbrydelser.

Alligevel viser tal fra Justitsministeriet, at danske myndigheder i marts 2024 kun havde modtaget tre anmeldelser om russiske krigsforbrydelser. Til sammenligning havde Norge på det tidspunkt modtaget ca. 4.000 anmeldelser.

Så hvordan kan vi sikre, at den nye lovgivning bliver implementeret effektivt, så flere krigsforbrydere bliver retsforfulgt i Danmark og EU, og ofrene kan få den nødvendige oprejsning og heling af deres traumer?

Det gør vi blandt andet ved, at National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, får mulighed for at oprette en enhed, som udelukkende arbejder med at opklare internationale forbrydelser. Det kræver, at der kommer de fornødne ressourcer og betingelser for at bidrage til efterforskning af tortur og krigsforbrydelser. Der er pres på medarbejderne hos NSK, der blandt andet også efterforsker økonomisk kriminalitet. Derfor er det afgørende, at de vigtige politiske signaler i den nye lovændring bakkes op af ressourcer og kompetencer.

Krigsforbrydelser opklarer ikke sig selv – og krigsforbrydere melder ikke sig selv. Arbejdet kræver derfor også en opsøgende indsats, som kan hjælpe flygtninge i Danmark med at anmelde alvorlige menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser.

Her bør vi se mod Norge, hvor den norske pendant til NSK har været meget opsøgende ved eksempelvis at besøge asylcentre med materiale, der er oversat til blandt andet ukrainsk og russisk. Her har de opfordret ukrainske flygtninge, som er kommet til Norge, til at anmelde krigsforbrydelser, og forklaret, hvordan det gøres i praksis. Lignende materialer og initiativer bør også oversættes til blandt andet arabisk og kurdisk, fordi flygtninge fra eksempelvis Syrien, Irak og Palæstina også skal have mulighed for at få hjælp til at anmelde og få efterforsket sager på lige fod med de ukrainske flygtninge.

Derudover er det vigtigt at etablere et mere formaliseret samarbejde mellem asylmyndighederne og NSK, så relevant viden fra flygtninge i asylfasen kan videregives til politiet. Der bør også etableres tæt kontakt mellem NSK og behandlingscentre for traumatiserede flygtninge i Danmark.

Samarbejdet skal ske med stor omsorg og hensyn til flygtningene, og anmeldelser skal naturligvis kun ske, hvis de selv ønsker at give deres vidnesbyrd. For nogle traumatiserede flygtninge kan det give oprejsning og heling, hvis de kan bidrage til, at deres bødler bliver draget til ansvar for torturen.

I en verden med brutale krigshandlinger i blandt andet Ukraine, Sudan og Gaza er lovændringen et lille, men vigtigt dansk bidrag til at fremme folkeretten og international retfærdighed. Derfor har vi et ansvar for, at loven kommer til at gøre en forskel for overleverne, så de kan få mulighed for at hjælpe til med at stille krigsforbryderne til ansvar.