Et loft over ph.d.-stillinger vil blive en bremseklods for fremtidens sundhedsvæsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lad os begynde med at slå én ting fast: Lægers ph.d.-forskning er vigtig. Ikke mindst for patienterne. Forskning, herunder klinisk forskning, er afgørende for at styrke sundhedsvæsenets tilbud og skaber nye løsninger, behandlinger og teknologier, der øger livskvaliteten for patienter.

Samtidig gør forskning det muligt at undersøge, hvilke behandlinger der virker bedst, og gør det dermed muligt at bruge sundhedsvæsenets ressourcer bedre. Dette både frigør sundhedsfaglig arbejdskraft og sparer samfundet penge.

Ph.d.-uddannelsen er en forskeruddannelse, der skal gøre lægen i stand til at bedrive forskning på egen hånd. I samarbejde med vejledere, der jo netop er erfarne forskere, udformes rammerne for ph.d.-projekter. Derfor ligger en stor del af ansvaret for at sikre kvaliteten af de ph.d.-projekter, som udføres, netop hos universiteterne og forskningsvejlederne.

Hvis der er utilfredshed med de krav, der stilles til ph.d.-forskningsprojekter, kan man jo starte med at kigge indad. Det er oplagt, at man på universiteterne og blandt erfarne forskere starter med at øge kvaliteten af de ph.d.-projekter, man iværksætter. Det vil komme sundhedsvæsnet til gavn.

For mange unge læger er det at tage en ph.d. en eftertragtet mulighed for at tilegne sig forskningserfaring og fordybe sig i et emne, samtidig med at man bidrager med ny viden både under og efter et ph.d.-forløb.

En medlemsundersøgelse fra Lægeforeningen viser, at næsten halvdelen af læger, som er i gang med et ph.d.-forløb, arbejder klinisk enten som en del af deres ph.d. eller sideløbende. Disse læger både udreder og behandler patienter, samtidig med at de forsker.

Forestillingen om, at universiteterne eller erfarne forskere kan forudsige, hvilke studerende der forbliver forskningsaktive på lang sigt, er både enormt upræcist og en kende urealistisk. Langtfra alle læger bliver i forskningsverdenen – præcis som man kender det fra andre fagdiscipliner – og i nogle tilfælde skyldes det, at det ikke er muligt at forske under en efterfølgende speciallægeuddannelse, der ikke sjældent er spredt over større geografiske afstande. Men bidraget til at højne kvaliteten af bl.a. klinisk praksis bliver ikke mindre.

En rapport over de lægevidenskabelige ph.d.er fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser også, at læger med en ph.d. følger bedre med i ny forskning og bidrager til udviklingen af deres felt – både organisatorisk, formidlingsmæssigt og forskningsmæssigt. Det er med til at drive de kloge løsninger ud i sundhedsvæsnet, dem, der både sparer arbejdskraft og er til gavn for patienterne.

At unge læger oplever, at en ph.d. er blevet nødvendig for at komme i betragtning til de mest eftertragtede hoveduddannelsesstillinger, skal selvfølgelig tages alvorligt.

Ønsker man at komme det til livs, skal man ikke straffe unge læger for at have taget en ph.d. Det virker jo helt på Månen, at forskning og viden skal være et parameter, som tæller ned i ansættelsen af en læge i en hoveduddannelsesstilling.

I stedet skal man belønne andre kvalifikationer højere. Det kan for eksempel være klinisk erfaring, deltagelse i uddannelsesforløb af andre unge læger eller arbejde med sundhedsfremme.

Det er vejen frem i modsætning til indførslen af statslige måltal og lofter på antallet af ph.d.-stillinger. At tro, at man statsligt kan afgøre, hvor stort behovet er for forskning i forskellige sygdomme, er en misforståelse. En misforståelse, som desværre har fundet vej ind i sundhedsreformen.

Ph.d.-uddannede læger bidrager med forskning, der kommer patienter og sundhedsvæsenet til gavn. Derfor er et loft over ph.d.-stillinger en bremseklods for fremtidens sundhedsvæsen. Det skal man have for øje i debatten om lægelige ph.d.er.