Det sker der, når eksperterne fremmer fordomme fremfor sandhed – og medierne følger trop

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det amerikanske valg er overstået, og Donald Trump er blevet genvalgt som præsident. Som forventet har eksperter, kommentatorer og analytikere kastet sig ud i at forklare resultatet og dets betydning for fremtiden. Men denne øvelse afslører en slående selvmodsigelse: De samme eksperter, der nu hævder at forstå valgresultatet, kunne ikke forudsige det.

Før valget var der bred enighed om, at Demokraternes kandidat, Kamala Harris, havde de bedste chancer, understøttet af sandsynlighedsanalyser, der gav en næsten ufejlbarlig aura til forudsigelserne. Selv nogle af de såkaldte svingstater kunne tippe til fordel for Harris.

Alligevel gik det stik modsat. Donald Trump vandt ikke blot valget, men gjorde også rent bord og vandt i samtlige svingstater. Hans genvalg rejser spørgsmål om validiteten af analyserne og metoderne bag. Hvordan kan eksperterne nu påstå at vide, hvad der førte til hans sejr, når de ikke kunne forudse den?

Det bør få os til at reflektere over, hvorvidt vi kan stole på politiske analyser og forudsigelser, vi præsenteres for i medierne.

De aktuelle analyser, vi oplever fra eksperter om genvalget, er ofte ikke objektive, men er snarere en slags efterrationaliseringer, der mere bekræfter eksperternes egne tidligere overbevisninger end noget, der bringer os tættere på sandheden. Det er en velkendt psykologisk reaktion eller mekanisme, om man vil, der er veldokumenteret i psykologien, og som kaldes for en bekræftelsesbias: Vi søger og accepterer information, der understøtter vores eksisterende verdensbilleder, og afviser modstridende fakta.

Selv information, der ikke er fuldt korrekt, virker overbevisende, hvis den passer ind i vores logik. Hvorfor vi stædigt holder fast i tidligere analyser og forudsigelser – selvom de var helt forkerte. Men med nye ”informationer” kan vi logisk overbevise os selv om, at helt forkert var vores analyser nok ikke.

Det er ikke kun et problem blandt eksperter. Mens forskere sloges med den samme bias, så gennemgår de en meget kritisk feedback og peer review-proces og bliver på den måde tvunget til at forholde sig kritisk til deres egen bias, men mange politiske kommentatorer undgår tilsvarende kritik. For her synes det at være resultatet af analysen, der tæller, og fremstår den logisk og fornuftig, så er den værd at bringe. Selvom den i virkeligheden bygger på retfærdiggørelse fremfor sandhed.

De to psykologer Dan Sperber og Hugo Mercier beskriver i deres bog ”Fornuftens gåde”, hvordan menneskets fornuft primært er designet til at retfærdiggøre holdninger snarere end at afsløre sandheden. Denne iboende bias er tydelig i analyserne af det amerikanske valg i medierne.

Bekræftelsesbias påvirker ikke kun eksperter, men også os som medieforbrugere. Når vi lytter til overbevisende analyser, overser vi ofte, at de er farvet af subjektive antagelser ligesom vores egne vurderinger. Mediernes dækning af det amerikanske valg afslører en bekymrende svaghed i vores forståelse af komplekse begivenheder. Hvis eksperter gentagne gange rammes af bias, hvad siger det så om vores evne til at forstå verden?

For at imødegå denne udfordring må vi reflektere over vores forståelse af verden. Socialpsykolog Peter T. Coleman har vist, at dialog med dem, vi er uenige med, kan udfordre vores fordomme. Hans forskning ved Columbia University viser, at selvom dialog ikke nødvendigvis ændrer holdninger, kan den skabe nuancer og ny forståelse.

At stille kritiske spørgsmål – både til os selv og andre – er afgørende. For at forstå fænomener som Trumps genvalg må vi udfordre eksperternes analyser og vores egne holdninger. Medierne bør prioritere nuancerede samtaler og kritisk dialog med eksperter for at præsentere mere realistiske analyser. Gennemføre et gravejournalistisk stykke arbejde for at kunne udfordre dem.

Valget minder os om, at sandhed starter med (kritisk) selvrefleksion. Eksperter, medier og medieforbrugere må alle udfordre egne antagelser og være åbne for dialog med dem, vi er uenige med. For sandheden er ofte mere kompleks end først antaget, men ved at søge den og turde se den i øjnene kan vi tage bedre beslutninger og tilpasse os virkeligheden. Det samme kan medierne.

For medierne bærer et særligt ansvar for at stræbe efter objektivitet i deres analyser og hos deres eksperter. Kun ved at være kritiske over for egne antagelser, deres antagelser og åbne for dialog kan vi komme nærmere sandheden – og dermed også blive bedre til at forudsige, hvad fremtiden bringer.