Skatteyderne skal ikke betale skolemad
Politikerne skal ikke tage forældrenes ansvar fra dem. Hvis vi vil vores børn det bedste, så gør vi, hvad vi kan, for dem som forældre.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det triste ved folkeskolereformen i 2014 var, at politikerne tog forældrenes ansvar for deres børns uddannelse fra dem ved at lave en lektiefri heldagsskole.
Reformen, der koblede os forældre af vores børns skolegang, har de fleste partier efterhånden erkendt, var en fejl, og derfor er folkeskolereformen ved at blive rullet tilbage.
Hvis børn skal lære noget, er der brug for mere forældreansvar, ikke mindre. Hvis vi vil vores børn det bedste, så gør vi, hvad vi kan, for at vores børn får deres nattesøvn, uden at mobilen brummer ved siden af sengen, vi sørger for, at vores børn får lavet deres lektier, samt at de opfører sig nogenlunde anstændigt over for deres lærere og klassekammerater.
Det kan ikke altid lykkes, men det ender bedre, end hvis man giver op og lader staten og kommunen tage ansvaret for sine børn.
Desværre har Christiansborg-politikere ikke lært noget af folkeskolereformen, da de nu vil tage forældrenes ansvar for deres børns spisevaner fra forældrene.
Vi bør insistere på, at forældre godt kan give deres børn mad, uden at staten skal ind over.
Det kan endda være, at der er forældre, der lærer deres børn ansvar, ved at børnene selv smører deres madpakke. Det giver handlekompetente børn, der ikke hele tiden kigger efter deres forældre eller velfærdsstaten, når der opstår en udfordring.
Idéen om, at børn med glæde vil spise en kommunebestemt mad, må desuden være groet i nogle politikeres have, der har børn, der spiser alt, hvad der bliver sat foran dem.
Udover det principielle i, at børn er forældrenes børn og ikke statens børn, så mener jeg også, at der er mange andre steder, hvor madpengene kunne gøre større gavn.
Penge kan kun bruges én gang, og der vil jeg langt hellere bruge penge på god undervisning, fastholdelse af gode lærere og lavere klassekvotienter end mad og det bureaukrati, som der skal til at få madordningerne til at fungere.