Se det i øjnene: Vi er for høflige

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi elsker børn for det, og vi klandrer voksne for det – at være hudløst ærlige. Når det lille barn fortæller sin mormor, at hendes marmorkage er tør, griner vi af det. Det gør vi ikke, når det samme barn er blevet ældre og har været igennem en socialiseringsproces, hvor det har lært, at andre menneskers følelser og sensitivitet overtrumfer barnets egen autenticitet og i sidste ende selvrespekt.

Jeg så forleden en video, hvori børn i femårsalderen fik serveret en dessertgelé med et højt saltindhold. De fik at vide, at den var lavet af deres ven, som også deltog i smagningen. Gruppen af piger fortalte vennen, at desserten smagte dejligt. Drengene fortalte vennen, at den smagte skidt.

Hvorvidt dette skyldes biologiske eller kulturelle forskelle, vil jeg ikke tage stilling til. Men vi oplever desværre sjældent den hudløse ærlighed, der ellers er så stimulerende og udviklende for os mennesker.

Som den amerikanske astronom Carl Sagan sagde det: »Hvis det kan ødelægges af sandheden, skal det ødelægges af sandheden.«

Sandheden gør os nemlig ikke ondt, det gør kun selvbedraget, der fastholder os i fornægtelse. Sandheden tilbyder os mulighed for selvudvikling og for at arbejde med vores mørke sider. Carl Jung beskrev dette som ”skyggearbejde”.

Selv har jeg haft følelser, jeg har undertrykt, ligesom jeg har gjort det med min adfærd over for andre mennesker. Jeg har måttet sande flere ting: Jeg er egoistisk. Jeg dømmer folk, inden jeg har lært dem at kende. Jeg er let at irritere, og jeg kan hurtigt udvise vrede. Jeg kan være en hykler.

Først når man har erkendt og accepteret sine skyggesider, kan man arbejde med dem. Man kan forbedre sig selv, og man kan finde ro i sig selv med alt, hvad man indeholder. Derfor er det en gave, man fratager andre muligheden for at få, hver gang man vælger den høflige og uærlige udvej i sine samtaler.

Man frarøver ikke kun andre. Man frarøver også sig selv den selvrespekt, der opnås, når man siger tingene, som de er. Det kan give en følelse af stolthed, når man står ved sig selv og sine holdninger. Som Fernando Pessoa sagde det: »Jeg bærer sår fra alle de kampe, jeg ikke har kæmpet.«

Det er dog udfordrende at være ærlig i et samfund af mennesker, der udadtil siger, at ærlighed er vigtig, men som samtidig responderer defensivt, når de møder andres ærlige holdning til dem.

»Hvis du vil hjælpe andre, fortæl dem sandheden. Hvis du vil hjælpe dig selv, fortæl dem, hvad de gerne vil høre.« Sådan sagde Thomas Sowell. Aldrig har jeg mødt et citat, der rammer så præcist, hvad jeg oplever.

Ærlighed udfordrer nemlig andres selvbillede, og prisen for at forsøge at ændre det kan være hån, latterliggørelse, modarbejdelse og eksklusion. Det har jeg selv oplevet. »Intet i denne verden er hårdere end at fortælle sandheden, intet er nemmere end at smigre,« skrev den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij.

Og det er nok også derfor, at høflighed prioriteres over sandhed. Folk er så vant til, at ”svesken på disken” og klar og direkte kommunikation fremstår aggressivt.

Det er ærgerligt, og det skaber et samtalerum, hvor folk går på listefødder, fordi de frygter konsekvenserne af deres ærlighed.

Politisk korrekthed, rigide samfundsnormer og følsom religiøs hensyntagen stivner os og bliver brugt som et instrument til at fastholde folk og fokus.

For at nedbryde det har vi brug for fritænkere – folk, der er villige til at fremstå skøre og upopulære, og som har modet til at gøre det. Det får mig til at tænke på et citat, der ofte tilskrives vores egen Søren Kierkegaard: »Genier er som tordenvejr. De går mod vinden, gør folk bange og renser luften.«

Vi andre kan starte i det små. Man behøver ikke råbe højt, man kan som start blot svare ærligt, når man bliver spurgt, om maden smager godt, om hun ser tyk ud i kjolen, eller om han er god i sengen.