Løn i det offentlige ville ikke være noget problem, hvis vi havde flere liberale lærere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Moar, tjener far flere penge end dig?« »Ja, smukke. Far er ingeniør, og jeg er gymnasielærer.«

»Men mor, laver far mere end dig?« »Ååååh – altså, han har nogle andre opgaver,« siger jeg uden at forstå mit eget svar. »Men mor, du er tysklærer,« siger min datter. »Tysklærere findes næsten ikke.« »Det ved jeg godt, men far er ansat i det private, og jeg er i det offentlige.«

»Hvad er det?« spørger hun forundret.

Inden jeg når at svare, siger min datter: »Betyder det, at man får lidt som lærer?« »Ja, smukke, lærere tjener dårligt.«

Karsten Bo Larsen ramte forleden dag hovedet på sømmet, da han italesatte et åbenlyst problem i den offentlige sektor: Fordi man ikke belønner lærere, ud fra hvilken kvalifikationer de har, risikerer man, at de dygtigste søger væk fra sektoren.

Indenfor de seneste tre år har jeg sagt farvel til fem dygtige kollegaer. Alle var veluddannede og havde masser af undervisningserfaring, hvorfor de alle var på slutløn. Fælles for dem var også, at de var i midt-slut-40’erne, og de flygtede fra undervisningssektoren. Tre af dem var endda tysklærere.

Før nogle gymnasie- eller folkeskolelærere begynder at råbe op om, at det offentlige bare skal poste nogle flere penge i sektoren, så vi kan få mere i løn, bliver jeg bare nødt til at sige: Vores løn er, som den er, fordi vi selv holder den nede. Mange lærerværelser bliver gennemsyret af en ideologisk vrangforestilling om, at vi alle er ens eller burde være det. Derfor er det uhørt, at man belønner lærere, ud fra hvilke kvalifikationer de har. Men vi er forskellige.

Tillod både fagforeningen, lærerværelset og ledelsen, at lærerne gennem deres faglige kvalifikationer måtte konkurrere mod hinanden om en bedre løn, ville det have en positiv effekt både på hele lærerværelset og for den enkelte lærer. Lærerne ville blive fagligt dygtigere, da de gennem efter- og videreuddannelse ville tilegne sig nogle nye kompetencer, som kommer alle til gode.

Det altoverskyggende problem blandt lærere er, at det nærmest er forræderisk at tale om løn som en motivation i selve lærergerningen. For slet ikke at nævne, at det er en synd på lærerværelset at tale om, at nogle kollegaer har nogle andre kompetencer, en anden kollega ikke har, og derfor naturligvis burde få mere i løn.

I det private er det helt naturligt at konkurrere om løn ud fra de kompetencer, man har. Men det offentlige tillader ikke individuel lønudvikling, hvilket er demotiverende og åbner op for en anden uheldig udvikling, som også er ilde hørt på lærerværelserne. Karsten Bo nævner den mulighed, at lærerne søger væk, men jeg oplever også en anden. Nogle lærere affinder sig med at være på dødsløn og lopper den af. Hvorfor skulle man dog videreudvikle sig, når det ikke bliver belønnet? Hvorfor så ikke bruge sine kræfter anderswo?

Dermed er vi selv skyld i, at vi ikke lønudvilker os, og dermed er vi også selv skyld i, at mange andre borgere tænker dårligt om lærere. Lærer kan man jo altid blive, det er der ingen ben i, og når man først er ansat, så kan man slappe af.

Konkurrence er et skældsord i det offentlige og bliver sidestillet med, at man er et usympatisk, liberalistisk røvhul, der ikke vil fællesskabet. Men det er misvisende at tro, at forskellighed ødelægger fællesskab.

Lærerværelserne har godt af, at lærerne blev ansat og holdt ved ilden ud fra et princip, der er noget så verdensfjernt for dem som det fri marked, hvor udbud og efterspørgsel afgør lønnen.

Allerede nu oplever det offentlige jo selv konkurrence i form af private skoler, sygeforsikringer og plejehjem, fordi institutionerne er drevet af at være bedst, så de får flere kunder i butikken. Måske skulle man tage dette princip med ind på lærerværelset.

Og tænk engang, måske kunne man faktisk lokke flere til at læse tysk, fordi efterspørgslen på dem er ekstremt høj.