Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Fremmede terrorister er ikke danske. De skal ikke have statsborgerskab

Der er intet illiberalt ved at begrænse uddelingen af statsborgerskab, hvis folk støtter terror og undertrykkelse. Tværtimod er det en fornuftig del af grundloven, at man kan undgå det.

Tobias PaghPolitisk formand, Liberal Alliances Ungdom
Nicolai WangLandsformand, Liberal Alliances Ungdom

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden kunne man læse Mathilde Colbjørn Holsts indlæg i JP, hvor hun plæderer for, at Liberal Alliances udspil om statsborgerskab er en »dunkel konservativ sti«, hvor åndsfriheden begrænses, og nye danskere skal trækkes igennem en sindelagskontrol. Med en håndfuld metaforer om, at Liberal Alliance er blevet en othellolagkage med et fint liberalt marcipanbånd, men indholdet bag er en konservativ dagsorden, frygter Holst for, at den frie tanke herhjemme er under pres.

Men det er desværre en misforståelse, at udspillet skal være en kamp mod åndsfriheden i Danmark. Jævnfør grundloven skal alle nye statsborgere tildeles statsborgerskab ved lov. Det betyder, at alle nydanskeres ansøgninger principielt skal igennem Folketinget og have et flertal med sig for at få fingrene i det rødbedefarvede pas.

Det blev indført for at undgå, at tysksindede borgere fik dansk statsborgerskab i en tid, hvor vores naboer i syd var en trussel for nationens sikkerhed. Ånden fra grundloven var derfor, at det altid skal være op til et flertal i Folketinget, hvem man ønskede, der skulle være en del af vores folk.

Helt uden begrundelse kan Folketingets medlemmer stemme nej til ansøgninger uagtet objektive kriterier. Men Liberal Alliance ønsker med udspillet at være åbne om, hvilke kriterier de mener skal vurderes, og herunder bør ens værdimæssige overbevisninger være en rettesnor for, om du skal kunne kalde dig dansker eller ej.

For det er sund fornuft at kræve, at folk hverken støtter terrorister eller mener, at visse minoritetsgrupper er mindre værd, og samtidig tilslutter sig demokrati og menneskerettigheder, inden de får tildelt statsborgerskab. Det kan dertil heller ikke kaldes udemokratisk, når der netop skal være et folkeligt flertal, førend man uddeler indfødsret.

Når man siger til ansøgerne, at vi i Danmark ønsker, at du som udgangspunkt bør tilslutte dig nogle fundamentale værdier, er ikke en idé om tankekontrol. Tværtimod er dette forslag en kamp for, at vi bevarer åndsfriheden i Danmark og netop ikke tildeler statsborgerskab til nogen, som ikke deler samme vision. Dertil forbydes det heller ikke for udlændinge at tro på, mene, ytre eller tænke, hvad de vil.

Vi ønsker dem bare ikke som en del af vores folk, præcis som man ikke ønskede det med tysksindede i 1849. For dansk statsborgerskab skal ikke opnås gennem administrative krav, hvor du kan sætte grønt flueben i en boks, men skal være et privilegie, der ikke tildeles som en gaveregn.

Om resten af kagens indhold blot er konservativ, kan man altid diskutere. Men det kan ikke diskuteres, at der hverken er noget konservativt eller illiberalt ved at begrænse optaget af, hvor mange der skal tildeles statsborgerskab. Tværtimod bør fortalerne for statsborgerskab til terrorister eller undertrykkelse af kvinder stille sig frem og argumentere for, hvorfor det er en god idé, fremfor at skyde på de liberale stemmer, som ønsker et liberalt Danmark fremadrettet.