I er så ressourcestærke i Silkeborg, så I må være solidariske med dem, der ikke er det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er positivt, at debatten om borgernære sundhedstilbud optager mange, men lad os ikke miste fokus på, hvem der reelt har mest brug for disse tilbud. Når vi prioriterer i sundhedsvæsenet, må det ikke handle om, hvem der råber højest, eller hvem der er bedst organiseret – det skal handle om behov og sundhedsfaglig nødvendighed.

I Silkeborg, hvor debattører ofte fremhæver udfordringerne, bor mange ressourcestærke borgere, som i forvejen lever i et smørhul, med adgang til hele fire-fem hospitaler inden for en køretid på under en halv time. Det står i skærende kontrast til borgere i områder som Lemvig, Ringkøbing, Skive, Skanderborg og Grenå, der ikke længere har et lokalt sygehus og derfor står over for langt større udfordringer. Disse borgeres interesser er lige så vigtige at varetage som silkeborgensernes, og vi skal sikre, at de ikke bliver overset i debatten.

Sundhed handler om lighed. At sikre, at alle – uanset geografi og baggrund – har adgang til den rette behandling, er et kerneprincip. Det kræver, at vi prioriterer ressourcer til de områder, hvor de sundhedsfaglige udfordringer er størst, og hvor borgerne har færrest alternativer. Derfor er det også nødvendigt at påpege, at borgernære sundhedstilbud alene ikke kan løse alle problemer. Her spiller præhospitalet en afgørende rolle.

Præhospitalet er en hjørnesten i vores regionale sundhedsvæsen. Det sikrer akut behandling og transport, ofte når minutter kan være forskellen på liv og død. Det er derfor vigtigt, at vi fastholder og styrker præhospitalets indsats som en del af løsningen – ikke kun i de større byer, men også i de tyndtbefolkede egne, hvor afstanden til behandling er længst.

Vi kan ikke ignorere, at sundhedsvæsenet er under pres. Sidste års markante stigning i brugen af moderne diabetesmedicin som Wegovy og Ozempic har været en gevinst for mange patienter, men det har også ført til flere besøg hos almen praksis og lagt yderligere pres på vores allerede stramme budgetter. Derfor må vi prioritere hårdt og sikre, at midlerne går derhen, hvor de gør mest gavn for flest.

Region Midtjylland arbejder ikke for at modarbejde borgernære sundhedstilbud, men vi står med en kompleks opgave, hvor ressourcerne skal fordeles klogt og retfærdigt. Det kræver en forståelse af, at geografiske og socioøkonomiske faktorer betyder noget – og at nogle områder har større behov end andre.

Som medlem af Det Konservative Folkeparti er det mit ansvar at sikre, at alle borgere i Region Midtjylland bliver hørt og får adgang til sundhedstilbud, der matcher deres behov. Vi må huske på, at der er områder i regionen, hvor afstanden til behandling og manglen på lokale sygehuse skaber helt andre udfordringer end i de byer, hvor ressourcerne allerede er mange og lettilgængelige. Det er her, vores indsats kan gøre den største forskel – og hvor vores prioriteringer skal afspejle behovene mest retfærdigt.

Lad os derfor hæve blikket og se på det samlede billede. Det er ikke nok at se på, hvem der har kortest til et lægehus – vi skal sikre, at vores sundhedssystem fungerer for dem, der har længst til hjælp og størst behov. Kun på den måde kan vi skabe et sundhedsvæsen, der lever op til princippet om lighed for alle.